40 år med med plader
jubilæum 15. januar kan Jens Erik Jul Pedersen fejre sit 40-års jubilæum på Expedit.
Jens Erik Jul Pedersen startede i Expedits daværende datterselskab Displex, og fulgte med til Expedit, da de to selskaber blev fusioneret i 1994.
Jens Erik har igennem alle årene arbejdet med plader.
Han blev hurtigt betroet selv at stille maskinerne op, da hans værkfører mente, at "det kan du sagtens hurtigt finde ud af". Jens Erik brænder for sit område, og som han beskedent udtrykker det, har han "specialiset sig en del gennem årene" inden for området.
Jens Erik har arbejdet mange år i specialproduktionen, hvor den væsentligste opgave er at lave prototyper af nye produkter. Jens Erik har derfor et meget tæt samarbejde med Konstruktionsafdelingen, som sparrer meget med ham. Men også kolleger fra Salg og Salgssupport henvender sig til Jens Erik for råd og sparring. Jens Erik fortæller, hvordan Konstruktion på et tidspunkt havde et bestemt ønske til et produkt, men ikke troede på, at det kunne laves. Men Jens Erik greb udfordringen, lavede lidt om i programmerne, og så var det løst.
Jens Erik har oplevet op- og nedgangstider på Expedit, og turbulente tider, som har betydet, at også han har følt sig usikker. Hans måde at tackle de uundgåelige forandringer på er ved at forholde sig rationelt til dem. Erik synes, at det bedste ved Expedit er dagligdagen, hvor han og gode kolleger går sammen og løser tingene.
Jens Erik bor sammen med sin bror Karsten i Lerbjerg, og en del af fritiden bruges på huset og den store grund, som han har arvet efter sine forældre. En anden stor interesse som Jens Erik dyrker er biler.
Ledelsen og kollegaerne ønsker Jens Erik Jul Pedersen hjerteligt tillykke med jubilæet, som markeres uhøjtideligt den 15. januar.
sas