Fortsæt til indhold

Købmanden i Hylke blev årets Svesken bag disken

Købmanden i Hylke blev årets Svesken bag disken - en fortjeneste, der i høj grad skyldes stor lokal opbakning til butikken

Samfund
Grethe Bo Madsen

svesken bag disken Det var i høj grad en team-præstation at sikre sig sejren i Svesken bag disken 2020. Da det først viste sig, at Købmanden i Hylke var en af de nominerede i konkurrencen, smøgede ikke bare personalet i butikken ærmerne op og gik i kamp. Det samme gjorde stort set samtlige indbyggere i Hylke.

Vi er lykkedes med at få folk til at handle her. Det er vi da både lidt stolte over og især glade for.

"Noget af det, jeg har været allermest glad for, er at mærke den enorme støtte og opbakning, vi har lokalt. Folk er kommet forbi og har fortalt, at nu har de stemt på os og lagt afstemningsopslaget op også fået deres venner til at dele opslaget," siger købmand Brian Mossalski.

"Ved det sidste opslag eksploderede det faktisk. Det viser det store sammenhold, der er her i Hylke, og opbakningen til butikken."

Titlen som årets Svesken bag disken kommer som et fint punktum for et år, der også i Hylke har stået i Coronaens tegn.

"2020 har været et godt år for os. Vi har fortsat den vækst, vi har haft de seneste år, og vores forhåbning er, at 2020 bliver det bedste regnskabstal i nyere tid. Vi er lykkedes med at få folk til at handle her. Det er vi da både lidt stolte over og især glade for," fortæller købmanden.

Købmanden i Hylke er ejet af borgerne i byen. Helt præcist af 303 andelshavere, som ejer bygningen og butikken.

"Vi har nok en 15 frivillige i dag, og det er nok lidt færre end for et par år siden. Flere er faldet fra på grund af alder. Derfor har vi også en lille udfordring forude, fordi vi må regne med, at vi skal bruge flere lønkroner, fordi vi får behov for at ansætte flere medarbejdere. I øjeblikket er vi to fuldtidsansatte og to deltidsansatte samt nogle ungarbejdere og et par chauffører. Så også af den grund er det vigtigt, at vi får omsætningen skruet i vejret.

Siden Brian Mossalski kom til i januar 2018 er omsætningen vokset med 30 pct. I slutningen af januar går et længe ventet ønske i opfyldelse, når butikken opgraderer til en 'Min Købmand'.

"Det betyder, at vi får et lidt bredere sortiment, og mere aggressiv profil, og der skal helt sikkret nok give os et løft omsætningsmæssigt. Jeg forventer at vi i 2021 vækster med mindste 15. pct. Det er da vist næsten til en Gazellepris," kommer det med et smil fra købmanden.

"Men der skal også følge noget indtjening med, og det gør der i år, hvor vi kommer ud med et positivt resultat. Og det er uvant. Vi er lidt mindre afhængige af banken, end vi har været, og det er fedt. Det betyder, at vi kan være mere proaktive."