Fortsæt til indhold

Vægterne er tilbage på lokale hænder

Ny aftale sikrer, at Ebeltoft Handelsstandsforening nu styrer al det administrative bag vægterne i Ebeltoft

Samfund
Kian Johansen

Ebeltoft Fra 26. juni vil vægterne igen begynde at vandre og synge i Ebeltofts gader som de har gjort siden 1951.

Men i år er ansvaret for deres ve og vel kommet 'hjem' til byen.

"Det har vi det rigtig godt med. Vi er rigtig glade for den her lokale forankring," siger Ole Bisp, en del af vægterne i Ebeltoft og medlem af præsidiet i Ebeltoft Vægterlaug. Andre ville kalde det en bestyrelse, men som vægterlaug skal man jo bruge ord der passer til erhvervet, lyder det med et grin fra Ole Bisp.

Kommunen er med

Også Hanne Sloth, formand for Ebeltoft Handelsstandsforening er glad.

"Vi er stolte over at kunne få lov til at få vægterne og ansvaret for dem tilbage til Ebeltoft," smiler hun.

I adskillige år havde Visit Djursland ansvaret for vægterne. Det overgik til det fusionerede Visit Aarhus, der sidste år spurgte Ebeltoft Handelsstandsforening om de ville overtage.

Det har den godt 100 medlemmers store butiks-sammenslutning valgt at sige ja til. Samtidig har Syddjurs Kommune nikket ja til at betale for at vægterne går tre gange om aftenen i hele sommerperioden fra 26. juni til 28. august. De resterende vagter i blandt andet pinsen, påsken og jule, betaler Ebeltoft Handelsstandsforening selv for. Som de altid har gjort det.

Rensede uniformer og vagtskemaer

Det nye er at Ebeltoft Handelsstandsforening nu skal sørge for vagtskemaer, rense uniformer og sørge for kontakten til de lokale restauranter, der altid har givet et godt måltid mad til vægterne på deres runde omkring på de toppede brosten i Ebeltoft.

"Og så har vi fået forlænget perioden vægterne går i. Samtidig har vi rykket vægternes tider en time frem. Der var ikke mange der så dem gå runden klokken 22," siger Hanne Sloth.

"Det glæder vi os til. Vi skal jo følge med tiden og selvfølgelig skal især børnefamilierne have mulighed for at se os gå rundt i byen, selvom det jo er lokalbefolkningen vi primært passer på og synger for, selvom vi nok også skal sende en strofe mod turisterne," siger Ole Bisp med endnu et stort grin.