Fortsæt til indhold

Sexy Solbjerg køber flest frække julekalendere

Den aarhusianske sex-webshop Sinful sender mange pakker til Solbjerg

Samfund
Arkiv

I Solbjerg er det tilsyneladende populært at pifte julestemningen lidt op.

I hvert fald bliver der solgt mange frække julekalendere, hvor den klassiske chokolade er erstattet med penisringe, vibratorer og andet legetøj til sengekantsudfoldelserne.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra den erotiske webshop Sinful, som holder til i Aarhus og for femte år i træk har de frække kalendere som storsællert i juleperioden.

Salget er steget med hele 35 procent i forhold til 2019, og ifølge Sinfuls statistik er der mange aftagere i Solbjerg.

Faktisk er landsbyen i det sydligste Aarhus nummer et på listen over de byer, der køber flest kalendere. Solbjerg køber nemlig 2,5 gange så mange som landsgennemsnittet.

"Der er ingen tvivl om, at 2020 har været et specielt år på mange områder. Vi har siden slutningen af marts kunnet mærke, at danskerne har efterspurgt nye måder at være sammen på derhjemme. Derfor glæder det mig også, at vi med vores erotiske julekalendere kan hjælpe så mange par med at skabe den kontakt og nærhed, som vi alle har brug for lige nu," siger Mathilde Mackowski, medejer og medstifter af Sinful.

dp