Jubel på forstadsskole: 62 millioner kroner til istandsættelse
Tilst Skole kan se frem til en økonomisk indsprøjtning, der skal forbedre forholdene og læringsmiljøet
Budget Som en del af udviklingsplanen for hele området har Tilst Skole fået penge til modernisering.
I budgetforliget er der afsat 62 millioner kroner til forstadsskolen, der ifølge skolens leder Lone Jørgensen i den grad har bruger for en kærlig hånd.
"Vi har nogle bygninger, der trænger til at blive opdateret i forhold til den måde, man driver undervisning og læring på i dag. Vi skal også have kigget på vores indeklimamiljø, som har en stor indflydelse på læringseffekten. Vi trænger også til at få gjort noget ved vores udendørsarelaerne. Skolen er aldrig blevet opdateret for alvor, og for år tilbage har skolen kæmpet med økonomisk underskud. Vi har ikke fået det hele indhentet, men næsten. Det har betydet, at det har været svært at få gjort de ting, som man faktisk har haft behov for," fortæller skolelederen, som har stået i spidsen for skolen i det vestlige Aarhus i godt fire år.
Derfor er der naturligvis også stor tilfredshed med den økonomiske indsprøjtning, der kommer fra og med 2024, og som er en del af kommunens ti-årige investeringsplan gældende for perioden 2024-2033.
"Det er ret fantastisk, og jeg er ret oppe at køre over det. Jeg blev rigtig glad, da jeg hørte, vi havde fået penge, for det har været mig meget magtpåliggende. Jeg har arbejdet ret målrettet i at blive hørt i de behov, der er herude, og jeg er blevet stærkt understøttet af en rigtig god skolebestyrelse," siger Lone Jørgensen.
Der venter nu et arbejde med en helhedsplan for moderniseringen, hvor medarbejdere og skolebestyrelse skal involveres.
Et tiltrængt løft
Ifølge Børn og Unge-rådmand Thomas Medom (SF) er der tale om et tiltrængt løft.
"Sidste år fik vi hævet Tilst Skoles budget med flere millioner, så der kan ansættes flere lærere, pædagoger og laves mindre klasser. Og nu er vi enige om et kæmpe løft af de fysiske rammer på og omkring skolen. Det vil betyde en bedre skoledag for børnene og være med til at gøre en god skole endnu bedre," siger han og tilføjer:
"Jeg har besøgt skolen og daginstitutionerne flere gange og var meget bevidst om, at vi som byråd skyldte at få prioriteret børnene i Tilst. Det har vi nu gjort med både flere penge til medarbejdere og 62 millioner kroner til, at skolen kan få ny faglokaler, blive moderniseret og få et bedre indeklima."
Der går knap 700 elever på Tilst Skole, og der er 80 ansatte.