Fortsæt til indhold

Mercer-duften er for lækker

Musikeren Peter Viskinde har en passion for gamle biler – især elsker han sin Mercedes med rødt læderindtræk fra 1963

Samfund
Camilla Olesen

Normalt er han vant til at give sig hen til sin guitar, og han elsker tonerne fra 60'erne. Men det er ikke den eneste lyd, der kan få musikeren Peter Viskindes skæve smil frem.
Lyden af hans sorte Mercedes cabriolet med rødt læderindtræk, model 111 fra 1963 bringer det helt store smil frem.
”Det er den flotteste bil, der nogensinde er lavet. Materialerne er vilde. Det er en sjælden bil, og der findes kun ganske få af den i Danmark,” fortæller Peter Viskinde.
I 2000 købte han bilen af en mand i Hamborg for 50.000 Mark. Nu venter han på det bliver sommer, så han igen kan komme ud og cruise i sin ”Mercer.”
”Jeg er glad for at se på den og køre i den. Og sidste sommer var jeg ude at køre en tur i den i de tre sommerdage, der nu var. Jeg har stor fornøjelse ud af at holde den kørende og vedligeholde den,” smiler Viskinde.
For ham er det ikke kun selve bilen, der giver ham en oplevelse. Duften af ”Merceren” fra 1963 sender ham i himlen.
”En stor del af oplevelsen er lugten, der er en blanding af mug, benzin og læder. Hvis man kunne tage den blandingsduft og putte på flaske, så kunne den sælges som en god herreparfume,” griner Viskinde.
Faktisk er han så vild med sin Mercedes, at han synger om den i sangen ”Slå dig løs.”
Foruden den gamle Mercedes er han også vild med sin nyindkøbte lyseblå Bobbel.