70 grundejerforeninger blev klogere på vild natur
Kommunen inviterede til møde om mere vild natur
Natur Næsten 70 repræsentanter fra grundejerforeninger rundt om i kommunen kiggede med og stillede spørgsmål, da Favrskov Kommune inviterede indenfor til virtuel rådgivning og sparring om, hvordan grundejerforeninger kan få mere vild natur og biodiversitet ind på deres grønne områder.
Mødet mellem kommunen og grundejerforeningerne er et af kommunens tiltag i målet om at opnå mere biodiversitet på tværs af hele kommunen. Til det er biodiversitetsplanen 'Vild med Favrskov' sat i verden for at forbedre forholdene for vilde dyr og planter.
Men kommunen kan ikke gøre det alene, og derfor inviteres haveejere, boligforeninger og grundejerforeninger altså til at deltage side om side med kommunen i kampen for mere biodiversitet.
Det sker i form af en række tiltag, der lanceres henover foråret, og inspirationsmødet for grundejerforeningerne var et af disse tiltag.
Gik man glip af mødet, har man stadig mulighed for at se en optagelse af det via kommunens hjemmeside.
csj