Fortsæt til indhold

Fællesskabet skal sikre skridtet fra udkant til forkant

Undersøgelse kortlægger borgerne ønsker til eget lokalområde

Samfund
Simon Carlson

Nu bliver der for alvor sat handling bag ordene. I landdistrikterne i både det vestlige og østlige Djursland gider de nemlig ikke længere beskæftige sig med det negativt ladede “udkant”. Det skal hedde “forkant”. Det var årsagen til, at landsbyklyngerne 'Landsbyfællesskabet Østdjurs' og 'Liv i Ådalen' sidste år blev stiftet for at sørge for, at de små landsbyer ikke lige så stille faldt af udviklingstoget, men i langt højere grad bliver proaktive og selvbestemmende over egen fremtid. Og står det til dem, skal alle borgere involveres i det projekt. Derfor inviterer styregrupperne bag landsbyklyngerne nu alle borgere over 16 år i skoledistriktet til at deltage i en omfattende borgerundersøgelse. Udgangspunktet er så mange borgere som overhovedet muligt er med i at vælge en retning for udviklingen i området.

“Vi vil rigtig gerne vide, hvad det er nogle ønsker og tanker, borgerne går rundt med om fremtiden i deres områder. Det er enormt vigtigt for det fortsatte arbejde med landsbyklyngerne, at vi får så stort et vidensgrundlag som overhovedet muligt at arbejde ud fra,” forklarer Rebekka Vetter, der er en del af styregruppen i 'Landsbyfællesskabet Østdjurs' og arbejder som konsulent i 'Liv i Ådalen'.

Så mange som muligt

Rebekka Vetter håber således på, at borgere i mange forskellige aldersgrupper og geografisk spredning har lyst til at give deres besyv med. Det skal være med til at sikre, at alle bliver hørt og samtidig skabe et større fællesskab på tværs af de forskellige landsbyer.

Undersøgelserne i de to landsbyklynger kører parallelt frem til 15. april. Når undersøgelserne er afsluttet bliver borgerne i de respektive områder indkaldt til et borgermøde, hvor resultatet af undersøgelsen bliver drøftet. Disse drøftelser skal være med til at danne grundlaget for en fælles vision og handleplan for områderne.

Landsbyklynger

Landsbyfællesskabet Østdjurs består af: Attrup, Balle, Birkesig, Drammelstrup, Fuglslev, Gravlev, Hyllested, Hyllested Skovgårde, Nøruplund, Rosmus, Rugård, Tirstrup, Øksenmølle, Ørup.

Landsbyklyngen Ådalen består af landsbyerne: Halling, Skader, Fårup, Søby, Skørring, Andi, Karlby, Lime, Lemmer, Mygind, Hvilsager, Termestrup, Bendstrup, Bøjen, Hejlskov og Kastrup.

I undersøgelserne ønsker styregrupperne svar på, hvilket syn og hvor stor tilfredshed borgerne har med deres lokalområde samt borgerne indstilling til frivilligt arbejde. Det skal være med til at kortlægge potentialet for samarbejde på tværs af landsbyerne i klyngerne.

De borgere, der kan være deltage i undersøgelsen, har fået besked i deres e-boks.