Hammerslag for millioner til veteranbilauktion
Velhavere fra hele verden var lørdag samlet til veteranbilauktion på Lyngsbækgaard
“Las Vegas is out and Los Angeles is in.”
Sådan lød det, da auktionarius lørdag eftermiddag afsluttede en lystig kappestrid på millioner af kroner til den store veteranbilauktion på Lyngsbækgaard, hvor 48 af godsejer Henrik Frederiksens kostbare veteranbiler blev sat under hammeren af det britiske auktionshus Bonhams.
Budstriden nåede i dette tilfælde sin grænse ved 15,5 mio. kr., da byderen fra Las Vegas bøjede sig for en byder fra Los Angeles i dagens næsthøjeste hammerslag på en Duesenberg Top Roadster fra 1930 i det kæmpestore telt, der var spændt ud over ridebanen på Lyngsbækgaard.
Tid til at tænke
Omkring 400 mennesker var blevet akkrediteret selve auktionen og sad med inde i teltet, da de kostbare biler én for én blev kørt ind i teltet. Efter hammerslag blev bilerne rullet ud af teltet, og først uden for teltet blev motoren startet igen. Men alle biler blev solgt køreklare og indregistrerede.
Auktionen blev dygtigt styret af Bonhams auktionarius, som gav byderne god tid til at overveje deres bud inden det endelige hammerslag faldt.
“Det blev gjort dygtigt og rutineret, så jeg er sikker på, at det gav en del ekstra millioner ind på kontoen,” siger Søren Høg, Ebeltoft, som overværede en del af auktionen i teltet.
Ved siden af auktionarius sad en række medarbejdere, som var i telefonisk kontakt med mulige købere, som bød på udvalgte biler på distancen.
Hitlers dyre bil
Udenfor teltet var gårdspladsen fyldt med over 1.000 gæster, som havde ofret 800 kr. på køb af det katalog, som gav adgang til både eftersyn og selve auktionsområdet på Lyngsbækgaard.
Således kunne høj og lav blande sig til auktionen, som for en eftermiddag gjorde Ebeltoft til “the center of the universe today”, som auktionarius smigrende kaldte byen.
Dagens dyreste bil, en Maybach fra 1930, som har tilhørt Adolf Hitler, blev solgt for 17,2 mill. kr.
Et kik ind på Bondhams hjemmeside afslører, at auktionen indbragte omkring 180 mio. kr., inklusive auktionshusets salær.