Fortsæt til indhold

Debat: Sammenhold, samarbejde og tillid - kontra giftspredning i Ebeltoft

Samfund
Anette Fugl Buhl og Niels Skouby, Nørrebakke 23, 8400 Ebeltoft - på vegne af en gruppe Ebeltoft borgere:

"Det er skuffende, at en lokal politiker bruger ordet GIFTIG så ofte, og så i en tid, hvor vi forsøger at mindske brugen af giftstoffer. Det er galt nok, at verdens diktatorer spreder gift. Det er ikke bæredygtigt. Det er mere bæredygtigt at fortælle, hvad man selv står for, frem for at kaste smuds på dem, der kæmper for at rette op på de fejl, man selv begik og lod ligge til dem. Nøjagtig det samme foregår i Folketinget, og det er uværdigt.

Med hensyn til bæredygtighed kan et besøg på "Grobund" anbefales. De har mange gode løsninger og idéer for fremtiden, og her samarbejder man i stedet for at kaste smuds. Det er for resten Grobund, der bidrager med tilflyttende børnefamilier-

For 4 år siden bevilgede Venstreborgmesteren i Syddjurs 15-25 mio. kroner til Realdanias projekt Ebeltoft i Udvikling. Det ser smukt og forførende ud på papiret med 'Byfora', 'Sammenhæng' og udsmykning. Pengene blev bevilget længe før corona var opfundet, og nu mener de få deltagere i projektgrupperne, at de penge med djævlens vold og magt skal anvendes på nye dyre prøvehandlinger uden egentlig betydning for Ebeltofts udvikling, hvad angår arbejdspladser uddannelser, tilflytning etc. Heldigvis eller måske planlagt arbejder disse projektgrupper dræbende langsomt, dirigeret af den tilkaldte betalte projektleder. Det synes flere af deltagerne., men coronaen har nok også spillet ind.

I pjecen 'Ebeltoft i Udvikling' står der til aller-allersidst, at koordineringsgruppen skal have blik for at udvikle Ebeltoft, hvad angår jobskabelse og bosætning. Det har vi påpeget, men beslutningerne bliver taget over hovedet på os. Nu er vi bekymrede for hvilke nye, for Ebeltoft i udvikling, betydningløse prø-vehandliger, disse få projektgrupper af Tordenskjolds soldater med embedsværket som støtte, vil øde borgernes penge bort på, uden at andres meninger bliver hørt. Vi har fået mundbind, skal vi nu også have mundkurve på? Det er ikke demokrati og borgerinddragelse.

Konjunkturerne har nu ændret sig, og den bevilling bør trækkes tilbage, og pengene anvendes mere fornuftigt og fremadrettet for borgerne i Syddjurs. Ældreplejen mangler f. eks. 2,5 mio. kroner, og mange andre steder kunne pengene anvendes med meget større effekt. Vi har mange gange efterlyst et regnskab, så man kunne se, hvad de enkelte projekter og prøvehandlinger koster; men vi har ikke fået noget svar. Vi håber stadig på et svar fra Syddjurs Byråds politikere og embedsværk.. Findes Åben Indsigt ikke længere?

En udvalgsformand har nu erkendt, at der må være sket fejl ved informationen af parthaverne i sagen om lukning af S.A. Jensensvej. Samme parthaver har mistet 35.000 kroner ved lukningen, da han for at få sine varer var nødt til at leje et fjernlager.

Der foreslås i projektet, at Ebeltoft skal forbindes med sin havn. Det er så langt det vigtigste punkt; men som katten om den varme grød går man uden om hovedforhindringen, Statsvej nr. 21 eller Strandvejen, som den hedder. Den ender næsten blindt ved færgehavnen, men den adskiller effektivt Ebeltoft By fra sin havn.

Forestil dig, at motorvej E 45 lå placeret mellem Aarhus By og Aarhus Havn. Det ville skabe interessante problemer. Næsten alle havnebyer har løst problemet ved hjælp af. ringveje eller omfartsveje.

Aarhus har 3 ringveje.

En omlægning af Statsvej 21, Strandvejen, til en omfartsvej uden om byen var planlagt og forberedelserne gjort i 2010, men den daværende SF/V borgmester forhindrede gennemførelsen af dette projekt, og kort efter trak Molslinjen sig væk fra forbindelsen Ebeltoft-Odden. I mange år forlød det, at Molslinien ejede havnene i Odden og Ebeltoft. Det var Fake News, men holdt andre rederier borte. Begge havne er statshavne.

Væksten sker nu mere og mere i Hornslet og Rønde tæt på Aarhus. Ebeltoft er blevet en blindgyde beboet af ældre mennesker uden gode betingelser for forretnings- og erhvervsliv, industri og arbejde, bortset fra turistorienterede kiosker.

I en tid, hvor der arbejdes på at placere mere og mere erhverv uden for storbyerne, går det den forkerte vej i Ebeltoft, som endnu er den største by i Syddjurs Kommune.

En omfartsvej østen om byen ville løse en mængde problemer. Det ville lette mulighederne for en fast færgeforbindelse til Sjælland, Det ville aflaste den tunge trafik gennem byens små gader. Der kunne anlægges aflastende parkeringspladser for turistsæsonen øst for byen.

Der kunne etableres et hold unge arbejdløse under kyndig ledelse, som vedligeholdt et antal sponserede bycykler med reklamer til udlån til turister i højsæsonen. Det ville lette trafikken i byen, som var et kaos denne sommer. Det ville have været en gennemtænkt og nyttig prøvehandling. Der kunne anlægges større flader med forhøjet belægning, blomster og buske og begrænset biltrafik på de gåendes præmisser på den tidligere strandvej ud for Fregatten, Jernbanegade og Malten, så folk kunne mødes over en forfriskning og hygge sig uden at blive dyttet ad.

En påtænkt lukning af Jernbanegade vil gøre den underdimensionerede Nørre Allé fra rundkørslen til Føtex til eneste øst-vest vej gennem byen. Den er i forvejen overbelastet døgnet rundt af tung trafik, lastbiler med anhængere, traktorer, landbrugsmaskiner og personbiler. Husene ryster, og kommunen har hjulpet nogle med at restaurere og forstærke facaderne. Kraftig trafikstøj er anerkendt som sygdoms- og stressfremkaldende, i hvert fald i andre byer. Når vi vækkes 4-5 gange hver nat af rumlende rystende tung trafik, fortæller kommunens embedsværk os, at problemet ikke eksisterer.

Gid det var sandt. Hvis al fremtidig øst-vest trafik skal foregå ad Nørre Allé, som også er børns skolevej, bliver ordet TRAFIKKAOS et alt for mildt udtryk.

En omfartsvej ville være lykken over al lykke: Det længe ønskede 'Flow' fra 'Malten' ned over det skrånende terræn mod stranden kunne blive en realitet med smukke småtorve som passager over Strandvejen og S.A. Jensensvej ned til vigen med det forhåbentlig til den tid rensede vand.

Ebetoft kunne omsider blive forbundet med sin havn og blive et knudepunkt igen med et blomstrende erhvervsliv, uddannelser, tilflytning af børnefamilier, arbejdspladser, industri mv.

Hvad venter vi dog på, det kan kun gå for langsomt.

Kom nu med i kampen for at få 'Ebeltoft i Udvikling', kære politikere.

Få styr på embedsværket inden alle vores penge formøbles på unødvendige prøvehandlinger.

Lad os få tilliden tilbage, og uanset partifarve gøres vores dejlige Ebeltoft, solskinsbyen midt i Danmark, endnu dejligere.