Party In A Box åbner butik i Bruuns Galleri med julemagi
I en corona-hård tid har Trine Hansen fra 'Party In A Box åbnet en pop-up butik fyldt med julemagi i Bruuns Galleri
erhverv Iværksætter og ejer af Party In A Box Trine Hansen, som mange lærte at kende i begyndelsen af året i forbindelse med 'Løvens Hule', lader sig ikke kue af coronas udfordringer. Hun tænker i stedet kreativt og vover pelsen med en pop-up butik i Bruuns Galleri. Butikken åbnede torsdag 12 november 2020 og har åbent hele julen.
"Min lille festvirksomhed har lige fra starten været onlinebaseret, men i disse specielle corona-tider, hvor vi ikke må være mange sammen og holde store fester, så må jeg tænke kreativt for at imødekomme mine kunders nye virkelighed og holde liv i forretningen. Derfor går jeg faktisk mod strømmen og åbner en fysisk butik for at skabe mere glimmer og glæde i en ellers mørk tid. Vi må alle finde glæden i de små ting for tiden, og det vil jeg gerne hjælpe folk med," fortæller Trine Hansen.
Glimmer i hverdagen
Pop-up butikken ligger på første sal i Bruuns Galleri ved siden af Søstrene Grene og bliver fyldt med alt, hvad du skal bruge til at pynte festligt op til jul og senere nytår. Der vil være fest, farver og selvfølgelig masser af juleglimmer i butikken, hvor du kan købe alt fra julestjerner og julepynt til flotte juletallerkener og kopper.
Derudover vil der også være lidt mere unik julepynt som for eksempel en næsten to meter høj nøddeknækkerballonfigur eller sugerør med bjælder. Alt sammen en måde at gøre julen i år lidt sjovere. Butikken vil være pyntet op i tre forskellige juletemaer med et fuldt opdækket julebord til seks personer i hvert tema, sådan at du nemt kan blive inspireret og finde lige den julepynt, som passer til din jul.
"Corona har virkelig givet udfordringer for mange virksomheder, og festbranchen er ingen undtagelse. Men i stedet for bare at være ked af situation så prøver jeg at efterleve mit eget motto om mere glimmer i hverdagen. Den her pop-up butik er derfor mit forsøg på at få mere glimmer og glæde ind i folks hverdag – på trods af, men nok især også på grund af, corona og de udfordringer, vi alle må leve med lige nu. Vi må simpelthen finde lidt lys i mørket og skabe en fest for os selv - også hvis det bare er for to personer ved køkkenbordet," griner Trine Hansen.
mj