Boliger og grønt midt i Ulstrup
Et 3,6 hektar stort område midt i Ulstrup skal have ny lokalplan
Udvikling Expeditgrunden midt i Ulstrup skal kunne udvikles til boligformål. Det har Planudvalget netop sagt god for. Udvalget har nemlig godkendt, at arbejdet med at lave en lokalplan, som har netop dette formål, kan gå i gang.
Expeditgrunden ligger på Østergade 6 i Ulstrup, og området er 3,6 hektar stort.
Favrskov Kommune ønsker at udvikle et nyt, centralt beliggende byområde med åben-lav, tæt-lav og etageboliger med tilhørende fælles opholdsarealer på grunden.
"Det er intentionen at skabe et nyt og varieret byområde, hvor boligbebyggelse placeres omkring et offentligt tilgængeligt byrum. Typer af boliger og størrelserne på boligerne vil variere, så der skabes diversitet i både arkitektur og beboersammensætning," lyder det i referatet fra Planudvalgets seneste møde - der står desuden videre:
"Med udgangspunkt i grundens placering mellem Amstrup Bakker og Gudenåen, og ønsket om et varieret boligområde, vil der være et godt grundlag for udviklingen af et centralt beliggende nyt boligområde med en blandet beboersammensætning. Udvikling af området vil tillige understøtte Ulstrup som bosætningsby og skabe et nyt centralt mødested i byen."
Favrskov Kommune har købt Expeditgrunden og overtager den 1. juli i år. Udbygningen af området forventes at blive realiseret som en kombination af kommunal og privat byggemodning.
Når forslaget til lokalplanen er færdiglavet, kommer det i otte ugers høring.