Fortsæt til indhold

Debat: Peptalk til Ebeltoft - masser af fremdrift i byen

Samfund
Tommy Bøgehøj (Konservative Syddjurs), Syddjurs Byråd - borger i Ebeltoft:

"Som dels lokalt byrådsmedlem og deltager i mange af byens aktiviteter bliver jeg ofte i forskellige sammenhænge, spurgt om de mangeartede aktiviteter, der sker i og omkring Ebeltoft.

Jeg fornemmer, at nogen kender til noget andre til noget andet, så jeg vil gerne her ved indgangen til et spændende nyt år og årti give en fælles opdatering på byens potentielle udvikling og de mange ”jern i ilden”.

Efter et par årtier med lukning af færgeruter, fabrikslukninger, omdannelser af hoteller til lejligheder, fraflytning, fald i huspriser og anden dårligdom synes byen nu at stå over for en opblomstring i det nye årti. Hvis vi som borgere selv forstår at understøtte mulighederne. Området har fået nye vækstmuligheder inden for natur-kyst og oplevelsesturisme ligesom nye unge tilflyttere sammen med fastboende er med til at transformere området til et ”brand” inden for design, kunsthåndværk og lokale egnsfødevarer og skabe fortællingen om et sted, hvor man kan leve ”det gode liv” ikke kun for ældre, men også for unge og børnefamilier.

Følgende udviklingstiltag er på vej:

Den nye skole:

Både Toftevang og Skelhøje står i dag som forholdsvis nedslidte, og efter et årti med faldende børnetal er tiden nu moden til at samle skolerne. Toftevang vil over de næste år blive om- og tilbygget og moderniseret for at fremstå som en fremtidens skole indrettet efter de nyeste læringsmetoder med forskelligartede undervisningsmidler og lokaler, tilpasset fag og den enkelte elevs behov. Dette vil give et kvalitets- og pædagogisk løft, som også vil understøtte Ebeltoft som en attraktion for børnefamilier.

Hvad skal ske med Skelhøje Skole:

Hvis ikke andet sker, vil den blive nedrevet og omdannet til byggegrunde, men heldigvis er der en lokal initiativgruppe, der arbejder på at overtage og ombygge den til efterskole med fokus på film og drama, hvilket ligger godt i tråd med den Europæiske Filmhøjskole, der allerede er i byen. Initiativgruppen er så langt i processen, at den har bedt byrådet ”forhåndsgodkende” en eventuel overtagelse af Skelhøjeskolen, dette har samtlige byrådets medlemmer stemt positivt for, så stor held og lykke til initiativgruppen, jeg håber byens borgere vil vise stor opbakning til projektet.

Tømmerhandlergrunden:

Desværre valgte Stark at afvikle forretningen i Ebeltoft og udbyde området til salg. Af frygt for dels at bygningerne ville komme til at ligge i årevis, med dårlig udenoms vedligeholdelse, og hvad der kunne komme i bygningerne, valgte kommunen at købe området, samt den gamle Falck station og dermed have hånd i hanke med, hvad der kan ske i området, som også omhandler Materielgården, Bagvænget og bygningen med det midlertidige bibliotek direkte til vandet.

Området tæt på havne og by er meget strategisk for byens udvikling og kommunen kan, når der kommer interessante projektforslag fra private investorer eller fonde, vurdere det op mod byens interesser og sikre en optimal lokalplan herfor.

Slagterigrunden:

Området har ligget uvirksom i mange år. Der var spændende projekter på vej, da finanskrisen stoppede alt i 2008, nu har der været fornyet interesse og private bygherrer har sammen med DjursBO udviklet en projektmulighed for grunden, som der nu undersøges mulighederne for at realisere. Området er privatejet og med en lokalplan, der tillader op til 12000 m2 etagebyggeri. DjursBO har søgt kommunen om den nødvendige 10 procent kommunegaranti for sin del af projektet, og dette er givet. Nu bliver det så spændende om projektet gennemføres.

Hack Kampmanns fødehjem/ Gl. Præstegaard /Missers museum:

Kært barn har mange navne, men kær har den gamle bygning ved Kirken ikke været at se på i mange år, den har udviklet sig til et trist syn i byen, og kommunen har nu ved udgangen af 2019 købt den, for at finde en fremtidsløsning for stedet. Et arkitektfirma med viden om ældre bygninger har fået til opgave at vurdere stedet og komme med en anbefaling til den videre færd. Kan den renoveres helt eller delvist eller skal den rives ned og hvilken plan skal der så udformes for området. Dette vil forhåbentlig finde sin løsning i 2020.

Ebeltoft i udvikling:

Med udgangspunkt i en analyse igangsat af Realdania omhandlende, hvordan Ebeltoft som by bedre kunne hænge sammen, fra skolerne til centrum til havnen, og hvor der var forbedringspunkter, har kommunen igangsat projekt ”Ebeltoft i udvikling”. Der har været holdt forskellige borgermøder, bl.a. kick off møde på Toftevang i foråret 2019 med 160 borgere, her blev der nedsat 8 arbejdsgrupper som nu skal komme med forbedringspunkter til byens udvikling, følgende grupper er nu i fuld sving og har fokus på:

  • § Fiskerihavnen
  • § Posthuset og området foran Maltfabrikken
  • § Tydelige forbindelser gennem byen
  • § Promenadegruppen
  • § Jernbanegade
  • § Glasmuseum og Fregatten Jyllands parkeringsplads
  • § Kommunikationsgruppe
  • § Koordineringsgruppe ca. 10 personer

Der ventes nu spændt på de første resultater i 2020 og årene fremefter. Kommunen har de kommende 4 år afsat penge i budgettet til at hjælpe projekterne i gang, ligesom der også forventes fonds finansiering på en del af projekterne.

Ny sommerhus udstykninger bl.a. ved Dråby:

Den største stopklods for yderligere udvikling af turismen i området er manglende overnatningskapacitet. Derfor har kommunen ansøgt staten om muligheder for yderligere udlæg for udstykning af sommerhusgrunde. Rent praktisk er det sket ved, at kommunen har udtaget eksisterende gamle sommerhusområder som ikke længere var velegnede og erstattet dem med nye områder, i alt betyder det at der kan udstykkes ca 250-300 sommerhusgrunde 7 forskellige steder i området omkring Ebeltoft, heraf er den største udstykning ved Hjuldampervej i Dråby på 16,7 hektar, hvis det udstykkes effektivt med 1200 m2 pr. grund, svarer det til 139 grunde, dog skal der være grønne områder og veje, så reelt bliver det nok ca. 110 grunde, på disse er bebyggelsesgraden 15 procent svarende til max. 180m2 pr. hus.

Udstykningen giver mulighed for byggeri af storsommerhuse på op til 360 m2, hvor der kan bo ca. 20-30 personer af gangen. Disse vil typisk være til ren udlejning for turister, også her skal bebyggelsesgraden på 15 procent stadig holdes, hvorved antallet af sommerhusgrundene så formindskes.

Nu skal hele områder først i kommuneplan og derefter lokalplan, så resultatet bliver nok noget med omkring 20 store og 70 almindelige sommerhusgrunde.

Fregatten Jylland:

Her har jeg selv fornøjelsen af at være bestyrelsesformand og efter diverse ændringer i besætningen og aktiviteterne, er det nu lykkes at stoppe mange års nedgang i besøgstallet og få dette stabiliseret, og der er mange gode projekter og planer klar til at blive udført i takt med, at det kan finansieres, så Fregatten igen kan se frem mod lysere tider. En stor udfordring er, at 2020 er det sidste år med nuværende finanslovsaftale, så der skal i 2020 arbejdes hårdt på de bonede gulve på Christiansborg for at sikre den fremtidige plads på finansloven.

Maltfabrikken:

Stor tillykke til Kristian, Anders, Dagmar og alle deres tro følgesvende for det fantastisk flotte resultat, der nu toner frem i byens centrum. Maltfabrikken vil blive et omdrejningspunkt for byens udvikling i årene fremover kulturelt, erhvervsmæssigt og turistmæssig og vil bringe noget af byens stolthed tilbage. Det bliver spændende at se det færdige resultat til sommer med bibliotek, arkiv, iværksættermiljø, restaurant, bryggeri, kokkeskole, kulturloft, arbejdende værksteder, kunstnerboliger og meget, meget mere.

De mange frivillige:

Ebeltoft er gudsbenådet med mange folk med mange ressourcer, der har stort ønske om at hjælpe i forskellige sammenhænge, de såkaldte frivillige, uden disse kunne store dele af byen ikke fungere. De yder et kæmpestort arbejde på Ebelfestivallen, Farvergården, Glasmuseet, Marinestuen, Nationalparken, Golfklubben, Idrætsforeningerne, Maltfabrikken, Fregatten Jylland, Sommer- og havnefesterene og i mange flere sammenhænge, stor tak til jer alle.

Dette var et kort uddrag af forskellige nuværende og planlagte aktiviteter i og omkring Ebeltoft, er der nogen der ønsker yderligere informationer og detaljer, står jeg altid til rådighed.

Med ønsket om et godt nytår til alle."