Gå med på tur og få en god historie om Ry
Hør blandt andet om Rys rolle i demokratiets spæde fødsel, Søhøjlandet og om Søhøjlandsmalerne
Fortælleture I anledning af Rys 150 års jubilæum inviterer Greenways.dk, på vegne af Fælles om Ry, alle interesserede til at gå med på historiske fortælleture i maj måned. Turene, som varer ca. halvanden time (roligt tempo – mange stop), tager udgangspunkt i byens og egnens historie og alle ture har en kyndig guide i spidsen.
Aha-oplevelse og frisk luft
Gå tur med Søhøjlandsmalerne og guide Karsten Hull rundt i byen – Hvorfor kom malerne rejsende helt fra Køwenhavn? Hvad så de? Hvad malede de? Hvad talte de om? Turen går bl.a. til Kyhnsminde, Hotel Ry og Anna Klindt Sørensens Have.
Gå med historiefortæller Bendt Nielsen med på en tur på Kildebjerg – det nye Ry. Få historien om dengang Kildebjerg blot var en bette bakke ude på landet, om arkæologi og jernalderfund, om Siim Skov, om fattiggården, det store udviklingsprojekt, golfbanen, pulszonere, og hverdagen i den nye bydel.
Tag med på turen 'Med udsigt til Himmelbjerget' –og hør Søhøjlandets fascinerede historie: om istiden og landskabets dannelse, om stenalder, jernalder og middelalder, klostre og konger, enevælde og folkestyre – og demokratiets spæde fødsel. Og om Rys rolle i alt det. Guide Bjarne Jensen går til Skimminghøj, og med udsigt til Himmelbjergtårnet fortæller han historien – sikkert tilsat et par anekdoter.
Fortælleturene kombinerer de gode historier med aha-oplevelser og frisk luft.
Også en jubilæumsbog med titlen '50 skønne, sjove, skjulte og smukke oplevelser i Ry og omegn' og en udstilling i Torvehallen om Rys udvikling gennem 150 år er på trapperne. Begge dele kan opleves fra 2. maj og bliver til i regi af Greenways.dk på vegne af Fælles om Ry.
gs
fakta