Fortsæt til indhold

Håb om tilskud fra staten

Smedeskovvej i Galten prioriteres på kommunal liste

Samfund
Claus Sonne

Skanderborg Kommune har for 162 mio. kroner ønsker om nye cykelstier, men så mange penge er der langt fra på 'cykelsti-kontoen'. Nu håber politikerne på, at staten vil give en hjælpende hånd.

Skanderborg Kommune vil nemlig søge penge fra en ny pulje, som Staten, via Vejdirektoratet, har etableret. Her kan kommunerne søge om 50 procents medfinansiering af cykelstier.

Projekterne på Smedeskovvej er de vigtigste, når vi kigger på den liste over prioriterede cykelstier, vi arbejder med

Miljø- og Planudvalget har udpeget Smedeskovvej i Galten som det projekt, der skal søges penge til. Projektet er delt op i fire dele, hvor den samlede udgift er 18,18 mio. kr.

Alt efter hvor mange penge, Skanderborg Kommune får fra puljen, der er på 150 mio. kr. , prioriteres Smedeskovvej-projekterne fra nord mod syd.

Claus Leick (SF), formand for Miljø- og Planudvalget, håber naturligvis på, at der falder penge af fra den statslige pulje.

"Projekterne på Smedeskovvej er de vigtigste, når vi kigger på den liste over prioriterede cykelstier, vi arbejder med. Det vil være virkelig godt at få gjort stierne færdige, så vi får en bedre cykel-forbindelse i det område," siger Claus Leick.