Fortsæt til indhold

Aarhusianske kvinder står bag banebrydende overfaldsalarm

Fire unge kvinder står bag startup-virksomheden CEDI Alert og arbejder sammen med techselskabet ooono A/S på at udvikle en overfaldsalarm.

Samfund

Fire aarhusianske kvindelige iværksættere står bag startup-virksomheden CEDI Alert, som vil forhindre overgreb verden over med en overfaldsalarm.

Virksomheden har på trods af sin unge alder vundet adskillige iværksætterkonkurrencer og modtaget legater, der tilsammen har tildelt startup-virksomheden mere end 100.000 kroner.

CEDI Alert er navnet på alarmen, som er så lille, at den kan placeres på et smykke. Når alarmen udløses, giver den besked til en række personer, CEDI Runners, som kan komme den nødstedte person til undsætning.

I november 2020 hørte direktøren bag ooono A/S, Christian Walther Øyrabø, de fire unge kvinder i P4, hvor han blev imponeret af deres ambitioner og gåpåmod.

»Dem skal ooono bare arbejde sammen med, tænkte jeg,« lyder det fra Christian Walther.

Partnerskabet mellem de to virksomheder indbefatter, at startup-virksomheden ejes ligeligt mellem de fire unge kvinder og ooono A/S, hvorfor CEDI Alert ApS relanceres til CEDI by ooono ApS. Sammen har de store visioner for fremtiden, og der er på nuværende tidspunkt ambitioner om et internationalt marked.

Allerede inden den sidste underskrift på ejeraftalen var sat, har virksomhederne sideløbende udviklet på overfaldsalarmen, som kan forudbestilles på hjemmesiden cedialert.dk meget snart.