Fortsæt til indhold

Virtual reality giver bedre møder med din sagsbehandler

Borgere, der skal have afgjort, om de kan få fleksjob eller lignende har nu mulighed for at forberede sig ved hjælp af Virtual Reality (VR). Det mindsker nervøsitet og giver et bedre samarbejde.

Samfund
sas

For mange kan det være overvældende at skulle til et såkaldt rehabiliteringsmøde med kommunen.

Her møder man fem-seks forskellige fagpersoner, som skal tage stilling til, om man skal indstilles til jobafklaringsforløb, fleksjob eller førtidspension. Det er med andre ord et møde, som har stor betydning for ens fremtid, og derfor kan det give mange bekymringer på forhånd.

Med VR kan vi genskabe og virkelighedstro møde, hvor borgeren møder de fagpersoner, der deltager i det fysiske møde, og får eksempler på de emner, der skal snakkes om. Derved kan man forberede sig på mødet i trygge og vante rammer derhjemme
Emil Bernth, socialfaglig medarbejder og ergoterapeut i Skanderborg Kommune

Men nu er der hjælp at hente. Den seneste tid har borgere i Skanderborg Kommune kunnet træne mødet på forhånd.

Det sker ved hjælp af Virtual Reality-briller, hvor man selv kan navigere rundt og fornemme mødet og omgivelserne – lige fra man står på parkeringspladsen, til man sidder ved mødet og snakker med de relevante personer.

»Med VR kan vi genskabe et virkelighedstro møde. Borgeren ser de fagpersoner, der deltager i det fysiske møde, og får eksempler på de emner, der skal snakkes om. Derved kan man forberede sig på mødet i trygge og vante rammer derhjemme, og det giver mere ro i maven til det fysiske møde. Det betyder, at vi får et bedre møde og et bedre samarbejde,« fortæller Emil Bernth, socialfaglig medarbejder og ergoterapeut i Skanderborg Kommune.

Det er rehabiliteringsteamet ved Jobcenter Skanderborg og medarbejdere fra Kompetencecenter Skanderborgs afdeling for Socialpsykiatri & Beskæftigelse, som sammen med en gruppe borgere har genskabt rehabiliteringsmøderne i VR.

Sådan foregår det

Borgeren har mulighed for at opleve mødet gennem et par VR-briller evt. derhjemme, hvor man kan sidde i fred og ro.

Via brillerne får man oplevelsen af at ankomme til mødet og være fysisk til stede i mødelokalet over for de andre mødedeltagere.

Borgerens bostøtte eller mentor kan følge med på en computer, så man kan fokusere på at forberede udvalgte dele af mødet. F.eks. kan borgeren bede om at få gentaget forskellige sekvenser af VR-oplevelsen, hvis der er behov for det.

Tankemylder og nervøsitet mindskes

En af de første borgere, der har prøvet VR-initiativet inden et rehabiliteringsmøde, er Ann fra Skanderborg. Hendes oplevelse var meget positiv:

»Man mærker den samme uro gennem Virtual Reality som ved det rigtige, fysiske møde. Det er nok netop pointen, fordi det giver en mulighed for at forberede sig på situationen og de spørgsmål, som rehabiliteringsteamet kan finde på at stille. Så er der mindre risiko for, at tankemylderet og nervøsiteten tager over til det rigtige møde,« fortæller hun.

Tage Nielsen, formand for Kultur-, Sundheds- og Beskæftigelsesudvalget, ser store perspektiver i at udbrede teknologien til andre typer af møder mellem kommune og borgere.

»VR-tilbuddet er er et fremragende eksempel på, at teknologi kan gøre en forskel i hverdagen. I Skanderborg Kommune har vi sat fokus på ”En kommune, hvor alle er med”, og her ser vi et initiativ, som både er en fordel for den enkelte borger og for Skanderborg Kommune, fordi det giver et bedre udgangspunkt for det videre samarbejde,« siger Tage Nielsen.

Virtual Reality tilbydes i øjeblikket til borgere tilknyttet Afdelingen for Socialpsykiatri og Beskæftigelse på Kompetencecenter Skanderborg.

Det er planen, at teknologien på længere sigt også skal tilbydes på andre områder, hvor det kan forbedre mødet mellem borger og kommune.