Rute 26: Morgenmøde med udsigt over Lading Sø
Folketingspolitikere og byrødder mødtes med Landsbyrådet Herskind, Skivholme og Herskind Hede til en besigtigelse af området forud for en motortrafikvej.
Der blev kaldt til stemningsfyldt morgenmøde med lurblæser på Borum Eshøj, da Landsbyrådet for Herskind, Skivholme og Herskind Hede mandag 10. maj indbød folketings- og byrådspolitikere til et par timers snak om vejføringen af en kommende motortrafikvej til afløsning for rute 26 gennem Lading By.
Fra højen kunne deltagerne se Lading Sø i det fjerne. Skal vejen gå nord eller syd om søen, er det store spørgsmål i lokalbefolkningen syd for søen.
Byrødder til Borgen
Beslutningen skal træffes i Folketingets transportudvalg i den kommende tid.
Derfor har Skanderborg Byråd bedt om foretræde for udvalget på Christiansborg, hvor man vil forsøge at få skabt en ny VVM-undersøgelse – og gerne med flere løsninger end de to, der kendes i dag.
Borgmester Frands Fischer var blandt de mange, som tog ordet ved det efterfølgende debatmøde ved Skovhuset i Skivholme.
”Mange foreslår, at jeg sætter mig sammen med Favrskovs borgmester og klarer sagen over en kop kaffe. Men hvad med Silkeborg, Viborg, ja helt til Hanstholm,” sagde Fischer der ser frem til mødet med transportudvalget.
Radikale står alene
Her sidder de radikales Andreas Steenberg, som også var med til morgenmødet mandag.
Han er i dag finansordfører for de Radikale og sidder med fingrene i infrastrukturen netop nu.
”Det ser svært ud,” kunne han afsløre. Steenberg var selv transportordfører i 2014, da linjen blev fastlagt syd om søen.
”Dengang som nu arbejdede vi i de radikale på en nordlig linjeføring. Men vi står alene, men kan se at gode folk lokalt arbejder på at overbevise flere.”
Rævekager
Hans partifælle og byrådsmedlem i Skanderborg Tage Nielsen var klar i mælet.
”Vi har ikke sovet i timen. Men der er ikke blevet lyttet. Der er bagt rævekager og lavet studehandler. Det er meget lokale interesser, som har styret dette,” lød det fra den radikale Tage Nielsen.
Aviaja fra Landsbyrådet havde denne opfordring til transportudvalget:
”Kig ikke op i bakspejlet af bilen, når I planlægger fremtidens veje - kig ud af forruden, det er der, fremtiden kan ses.”