Fortsæt til indhold

Kommentar: Hjertets søde morgendrøm - eller Til kamp mod dødbideriet

Samfund

Indrømmet.

’Borgerdrevne forslag’ lyder som noget, der er hentet i brochuren til en kødhakkemaskine.

Et typisk buzzword fra den kommunale verden, hvor der er gjort alt for at skjule indholdet.

Men det handler altså om, at borgere - på visse betingelser - skal kunne få et forslag på Byrådets dagsorden. Det fik samme Byråd en lang debat om på seneste møde.

Modstanderne af forslaget lagde til grund, at det vil betyde endnu mere administration, og jeg skal komme efter dig.

Selvfølgelig fremhævede de samme, at en borger allerede nu bare kan gå til et byrådsmedlem og overbevise sin lokalpolitiker om, at hr. eller fru borger har et forslag, der fortjener en tur i Byrådet.

Det repræsentative demokratis varmeste fortaler, SFs Kirstine Bille, fik også fremhævet, at de 27 folkevalgte hvert fjerde år bliver udpeget af borgerne til at repræsentere dem i Byrådet, så ...

Men for søren da. Lad nu være med at gøre det her til raketvidenskab og med det samme male en hvis herre på væggen. Giv i stedet forslaget en chance. Det fortjener det.

De politikere, der ikke kan se mulighederne i forslaget, har bare ikke forståelse for lokaldemokratiets DNA.
Lars Norman Thomsen, lokalredaktør

De politiske partier overrendes ikke, og det betyder, at kandidatfeltet til det kommende kommunalvalg er mere indsnævret end nogensinde.

Forleden stemte mindre end halvdelen, da Socialdemokratiet bad medlemmerne ved en urafstemning om at afgøre kandidaternes placering på partiets liste til Kommunalvalget!

Hvis alle i Byrådet går til opgaven med ildhu, ser mulighederne i stedet for begrænsningerne og måske lader et udpeget Borgerting være den administrative trækkraft i stedet for ansatte i den kommunale administration, så er der håb.

De politikere, der ikke kan se mulighederne i forslaget, har bare ikke forståelse for lokaldemokratiets DNA.

De tror, at det er længe nok, at bare den sædvanlige hær af Tordenskjolds Soldater afgiver et høringssvar, så sikrer det lokaldemokratiet.

Vi skal meget længere ud. Helt derud, hvor politik i tidligere tider blev diskuteret heftigt omkring et lokalt kaffebord. Så thumbs up til, at borgerne skal kunne få et forslag på byrådets dagsorden.