Trods nedlukning: Skole og klubber i Gellerup får lov til at genåbne
Sødalskolen og klubber for unge i Gellerup får lov til at genåbne onsdag, selvom sognet er nedlukket på grund af for høj covid-19-smitte.
Gellerup blev mandag tvangsnedlukket som følge af regeringens corona-regler. Lukningen betyder, at dørene skal låses til blandt andet idrætshaller, svømmehaller, træningscentre og foreningslokaler. Det samme gælder for skoler og klubtilbud.
Kort efter nedlukningen kunne stadsdirektør Niels Højberg dog oplyse til Lokalavisen Aarhus, at der kun var en elev på Sødalskolen, som var smittet med covid-19. Derfor håbede han, at skolen, som er den eneste i Gellerup Sogn, kunne undgå nedlukning.
Tirsdag eftermiddag oplyser Aarhus Kommune i en pressemeddelelse, at Styrelsen for Patientsikkerhed har givet tilladelse til at både skolen og ungdomsklubber i Gellerup får lov til at genåbne
Afgørelsen indebærer, at der er adgang for elever, deres forældre og andre pårørende i skolen og i klubberne i sædvanligt omfang.
»Jeg glæder mig over, at børnene og de unge igen kan komme i skole og klub. Der har hele vejen igennem været godt styr på smitten, hvor hverken klub eller skole har været mere ramt end andre skoler i områder med mindre smitte. Samtidig forstår jeg også, at det kan medføre en vis usikkerhed med først nedlukning og siden genåbning, men vi har stor tillid til de sundhedsfaglige vurderinger af situationen,« siger Susanne Hammer-Jakobsen, Børn og Unge-chef for distrikt Vest, i pressemeddelelsen.