Fortsæt til indhold

Sygeplejersker viste solidaritet på toppen af Danmark

Vand, is og flødeboller var forplejningen, da de ikke-strejkende Skanderborg-sygeplejersker mødtes for at vise støtte til kollegerne i strejke.

Samfund
wuf

Sygeplejerskernes nu to uger gamle strejke landet over fik torsdag 1. juli støtte fra de ikke-strejkende sygeplejersker i Skanderborg Kommune, da cirka 40 rød-blusede mødte frem ved tårnet på Ejer Bavnehøj.

»Vi vil gerne markere, at vi støtter op om vores kolleger, som er i strejke lige nu,« fortalte en af initiativtagerne til det højtliggende møde, Kirsten Clausen, som er gadesygeplejerske.

Flokken af sygeplejersker synede ikke af meget fra dronen over toppen af Danmark, Ejer Bavnehøj. Foto: Wulff

Da den normale arbejdsdag var ophørt, kom sygeplejerskerne kørende, mange med deres børn i bilen.

Ishuset var åbent, så den stod på kølige is og flødeboller, mens der blev snakket.

»Jeg tænker meget på vores fremtidige kolleger, som skal have ordentlige forhold og en løn, der svarer til deres ansvar,« lød det fra Kirsten Clausen, der tidligere har været fællestillidsmand og selv været i strejke, da det brændte på i 2008.