Fortsæt til indhold

Næsehorn holdt skarpt øje med legepladsens første spadestik

Børn og andre barnlige sjæle kan glæde sig til de næste 10 dage, hvor en spændende legeplads vokser frem i Byparken i Skanderborg.

Samfund

Der var samba-dans, masser af frøsnappere, røde sodavand og lakridspiber, da den længe ventede Ole Lund Kirkegaard-inspirerede legeplads i Byparken i Skanderborg fik sat spaderne i for første gang.

SE VIDEO: Spader og samba (åbner i facebook)

For nu sker det. Allerede på næste lørdag, 28. august, vil det være muligt at se legepladsen, som ankommer fra Helsinge på Sjælland i fiks og færdig form, lige til at plante.

Der var taler og lækkerier til de mange børn, som var i overtal. Foto: Wulff

»Det handler jo om at planlægge det i god tid,« fortalte tovholder Find Lykkebøe, da han bød velkommen til en god halv times seance midt mellem bygerne onsdag.

Smilene blev store, da Realskolens udklædte elever dansede flot samba, og endnu større hos Lykkebøe, da Rotary Skanderborg og Salling-fonden kom med kontante gaver på henholdsvis 50.000 og 100.000 kroner.

»Så kan vi få en endnu flottere legeplads,« lød det fra Find Lykkebøe.

Rotary Skanderborgs formand Henning Lysgaard og den tidligere formand Kurt Birger Svit kom med 50.000 gode danske kroner. Foto: Wulff
Føtex' varehuschef i Skanderborg Henrik Vilebæk Jensen havde en check med fra Salling Fondene på 100.000 kroner. Foto: Wulff

Legepladsen indvies lørdag 28. august kl 10 i Byparken Skanderborg.

Klædt på til et spadestik i Ole Lund Kirkegaards ånd med rød sodavand og frøsnapper. Foto: Wulff
Det hele er forberedt, så legepladsens bløde underlag og legehuse kan sættes på plads i den kommede uge. Foto: Wulff