Fortsæt til indhold

»Velkommen til Hammel Hestemarked 2021«

Favrskovs borgmester glæder sig til årets Hammel Hestemarked. Her kan du læse hans traditionsrige velkomstskriv.

Samfund
Nils Borring, Borgmester Favrskov Kommune

Det gjorde ondt, da styregruppen bag Hammel Hestemarked måtte aflyse sidste års udgave af det traditionsrige marked. Det gjorde ondt på arrangørerne, på samarbejdspartnerne og på kræmmerne. Og så gjorde det ondt på alle os andre, for hvem september er synonym på dejlige sensommerdage med musik, fest og hyggeligt samvær med venner og bekendte på Hammel Hestemarked.

Nu er festen, musikken og boderne tilbage og klar til igen at danne rammen om et vigtigt samlingspunkt i Favrskov. Hammel GF er igen trukket i arbejdstøjet med opbakning fra 300 helt uundværlige frivillige, der hjælper med afviklingen.

Jeg vil gerne hylde alle de frivillige kræfter - både dem på hestemarkedet og i resten af Favrskov. I yder en stor indsats til gavn for fællesskabet og er med til at gøre Favrskov til en god kommune både at leve og opleve i. I er der, når store markeder, slotskoncerter og friluftsteater skal ud over rampen, og I er der som trænere i sportsklubberne, som natteravne i kontakt med de unge i nattelivet og i bestyrelserne i alle foreningerne. I er en vigtig del af det rige fritids- og kulturliv i Favrskov.

Årets marked er en genstart af noget, der er en del af mange af os. Noget på markedet er nyt, og andet er, som vi kender det. Lad os mødes og opleve det sammen, sådan som mange af os har glædet os til. Jeg håber, alle får nogle dejlige dage på den 48. udgave af Hammel Hestemarked.