Vildsvin og biodiversitet: To lokale projekter får støtte
Den Danske Naturfond støtter naturprojekter i Ry og Alken.
Den Danske Naturfond har kastet 25 mio. kr. efter en række naturprojekter rundt om i Danmark, og to af disse er placeret i Skanderborg Kommune.
Vildsvin på Rye Nørskov Gods: Vildsvin skal rode rundt i Rye Nørskov, hvor de skal æde og grave sig gennem skovbunden. Det skaber plads til, at flere vilde arter kan trives. Alle har mulighed for at opleve vildsvinet i dets naturlige rammer. Vandreruten Århus – Silkeborg følger hegnet over en strækning på ca. 2 km, hvor der er gode mulighed for at opleve vildsvinene flere steder. Projektet udføres af private natur-ildsjæle med støtte fra Naturfonden.
Vildsvin vil æde løs af skyggende bregner og øge biodiversiteten i den urørte skov ved deres naturlige fødesøgning og færdsel i området hele året. Vildsvinene vil rode i jorden og påvirke de naturlige processer, der kan skabe mere variation og naturlig udvikling.
Vildsvinet er naturligt tilknyttet skove og lysninger, hvor de er med til at skabe nye levesteder for en lang række dyre- og plantearter.
Vildsvinet var en væsentlig del af dyrelivet i de danske urskove, inden det blev udryddet af mennesker. Med vildsvinet forsvandt den naturlige dynamik, som dyrene skabte, og dermed forsvandt levesteder for mange andre vilde arter. Det genskabes nu her.
Når et træ falder, skaber det lys til skovbunden og giver bedre livsbetingelser for bl.a. urter og insekter. Men skyggende ørnebregner overtager disse nye lysåbne arealer i skoven og gør skovbunden gold og øde. Bregnerne overtager større og større arealer.
Vildsvinet er det eneste dyr, der spiser bregner, og derfor kan sikre disse lysåbne arealer mod tilgroning.
Placeringen langs søer og en urørt skov, der ikke har været i drift siden 1997, gør området til noget ganske specielt, som næppe findes andre steder i Danmark. Det var et af de første arealer, der blev til urørt skov i Danmark.
Der findes allerede flere relativt sjældne arter i området som brunlig perlemorsommerfugl, skov-springklap, spidsplettet libel og sortspætte, og der vil være gode muligheder for, at endnu flere kan etablere sig.
Biodiversitet i Alken: Beboere i Alken har dannet ”Foreningen til fremme af Biodiversitet” for at skabe mere natur i deres by. Projektet udføres af private natur-ildsjæle med støtte fra Naturfonden.
Generelt er naturens dynamik truet af indgreb for at fremme produktion og infrastruktur. Derfor er det vigtigt at finde fristeder, hvor naturens egen dynamik får friere rammer at udvikle sig på. Formålet med projektet er, at:
- arrangere aktiviteter for at fremme biodiversitet
- fremskaffe arbejdskraft og økonomi til foreningens aktiviteter
- samle lokalsamfund om fælles naturplejeopgaver, som ikke varetages af offentlige myndigheder
- indgå aftaler med lodsejere for at få mere vild natur på deres jord