Eva Damsgaard ærgrer sig over besparelser på ældre-området
Selvom Dansk Folkeparti er en del af forligspartierne bag forslaget til 'Budget 22-25', så er det ikke alle dele af budgetforslaget, som Eva Damsgaard er lige stolt af.
Da partierne bag budgetforslaget ’Budget 22-25’ fremlagde forslaget for pressen, var der generelt stor tilfredshed hele vejen rundt fra alle partier. Der blev dog også luftet lidt ærgrelse - blandt andet fra Dansk Folkepartis Eva Damsgaard.
Den del af budgetforslaget, som omhandler effektiviseringer på ældreområdet for 625.000 kroner årligt, er hun nemlig ikke særlig stolt af. Besparelserne uddybes i faktaboksen.
»Jeg arbejder selv i maskinrummet, og jeg tror ikke på, at de her besparelser kan lade sig gøre. Et af punkterne handler om nye fælles guidelines, når nye personer bliver ansat. Det skal kunne give en årlig besparelse på cirka 300.000 kroner. Men man kan altså ikke bare ”stikke folk en folder” og så regne med, at alt kører,« siger Eva Damsgaard, som selv arbejder i ældreplejen i Aarhus Kommune.
»Vi har med mennesker at gøre i vores arbejde, og det tager tid at lære beboerne at kende - eksempelvis hvordan en dement borger bedst spiser eller bliver vasket - og der skal man altså ofte være med som føl,« fortsætter Eva Damsgaard, som blev kastet lidt brat ind i budgetarbejdet som afløser for en sygemeldt Niels Kallehave.
Kan ikke se regnestykket
Det nyudsprungne byrådsmedlem nævner desuden det punkt, som omhandler at minimere antallet af telefonopkald og ekstra besøg fra sygeplejen i forbindelse med medicinspørgsmål. Det skal give en årlig besparelse på cirka 125.000 kroner.
»Medicin-området bliver mere og mere komplekst, i det de ældre kommer hurtigere hjem fra hospitalerne. Og når det angår medicin, så er der bare nogle helt faste arbejdsgange, som vi skal overholde. Vi skal simpelthen kontakte en sygeplejerske, før vi eksempelvis må give stærk smertestillende medicin til en borger, hvis denne udtrykker behov for det. Så heller ikke dette, tror jeg på, kan lade sig gøre,« siger DF’eren og fortsætter:
»Sådan en effektivisering ser pæn og smart ud på papiret, men når man tænker ned i maskinrummet, så tror jeg bare ikke på det - jeg kan ikke se regnestykket.«
På trods af modviljen mod besparelserne på ældreområdet er DF stadig med i budgetforliget.
»Jeg er jo bare én ud af 25 byrådspolitikere, og der er mange gode ting i budgettet også. Hvis jeg sagde nej til at være med, så sagde jeg også nej til alle de gode ting,« siger Eva Damsgaard.
Byrådspolitikernes forslag til ’Budget 22-25’ er nu i offentlig høring frem til 21. september.