Lokale virksomheder kæmper på digital slagmark
Der er gang i både maskingevær og håndgranater, når SPWN eSport til oktober afholder Counter-Strike turnering for lokale virksomheder.
Selvom det kan lyde alvorligt, er det mest for sjov, når lokale virksomheder senere på året bekriger hinanden i computerspillet Counter-Strike. Der bliver kæmpet om en pokal og den indiskutable håneret som østjyllands bedste keyboard-krigere.
eSport er eksploderet i popularitet de seneste år, og som en moderne pendant til firma-fodbold er det nu blevet tid til, at de østjyske virksomheder skal mødes til Firma CS i SPWNs lokaler i Skanderborg. De tilmeldte virksomheder møder hen over vintersæsonen forskellige modstandere fra det lokale erhvervsliv, indtil de bedste hold skal kæmpe om vindertitlen i en stor finale til april.
Selvom der normalt ikke bliver kastet ret mange håndgranater på de danske kontorer, er der alligevel paralleller at drage til erhvervslivetKristian Thomassen
Paralleller til jobbet
Slagmarken, virksomhederne mødes på, er Counter-Strike. Et skydespil, hvor to hold á fem personer kæmper mod hinanden. Det ene hold spiller som terrorister, der skal forsøge at detonere en bombe på et udvalgt sted på banen, mens det andet holder spiller som en antiterror-enhed, der skal forsøge at stoppe dem. Spillet er et af de mest populære i verden, og spilles dagligt af millioner af mennesker verden over.
»Selvom der normalt ikke bliver kastet ret mange håndgranater på de danske kontorer, er der alligevel paralleller at drage til erhvervslivet. For at vinde et spil Counter-Strike, skal man som hold kunne kommunikere meget klart, træffe hurtige beslutninger og planlægge de helt rigtige strategier - kompetencer, som også har stor værdi i mange virksomheder,« forklarer Kristian Thomassen, der er daglig leder af SPWN i Skanderborg.
Computerspil er nemlig ikke længere kun spas og løjer. Det kommer også til udtryk hos de professionelle Counter-Strike hold, der de seneste år er begyndt at benytte sig af både sportspsykologer, diætister og fysisk styrketræningKristian Thomassen
»Computerspil er nemlig ikke længere kun spas og løjer. Det kommer også til udtryk hos de professionelle Counter-Strike hold, der de seneste år er begyndt at benytte sig af både sportspsykologer, diætister og fysisk styrketræning i kombination med træning inde i spillet,« tilføjer han.
God teambuilding
Helt så alvorligt behøver man dog ikke at tage det for at være med til Firma CS.
»Selvom der selvfølgelig kan ligge en dimension af konkurrence og teambuilding i at deltage i Firma CS, så er det først og fremmest en hyggelig måde at samles om noget fælles udenfor arbejdstiden og for at møde andre virksomheder i området i et venskabeligt lokalopgør,« understreger Kristian Thomassen.
Første kamp i Firma CS i SPWN skal spilles 25. oktober og turneringen løber indtil 1. april. Der er stadigvæk plads til flere hold, og man kan tilmelde sig på SPWN’s hjemmeside. Alle virksomheder i Østjylland er velkomne.