Fortsæt til indhold

Må man bruge mobilen, imens man cykler?

Ifølge en ny undersøgelse er det bestemt ikke alle aarhusianske cyklister, der kender reglerne for brugen af håndholdt mobiltelefon.

Samfund
jwh

Må man skift sang på mobilen eller skrive en sms, imens man træder i cykelpedalerne i trafikken? Spørgsmålet burde være lige til at svare rigtigt på, men ifølge en ny undersøgelse kniber det for aarhusianerne.

Fire ud af 10 borgere i Aarhus kender nemlig ikke reglerne for brugen af håndholdt telefon på cykel, viser undersøgelsen, som Kantar Gallup har foretaget for Gjensidige Forsikring. For at gøre det klart, så er det ulovligt at bruge mobil, når man cykler.

Brugen af telefon på cykelturen kan føre til uopmærksomhed, der er en af de store syndere, når det kommer til trafikulykker, oplever forsikringsselskabet.

»Når man bevæger sig i trafikken, bør man selvfølgelig kende til de regler, der gør sig gældende. Ikke kun for ens egen sikkerheds skyld, men også for sine medtrafikanters. Hvis man har fokus væk fra vejen, risikerer man at bringe sig selv, og andre, i fare, og det er en situation, man helst skal undgå,« siger skadedirektør i Gjensidige, Henrik Sagild, i en pressemeddelelse.

Ifølge undersøgelsen har aarhusianerne et dårligere kendskab til loven sammenlignet med borgere i landets største byer. I København og Aalborg er det omkring 20 pct., der ikke ved, at brugen af telefon på cykelturen er forbudt, mens det i Aarhus er hele 43 pct.. På landsplan kender knap hver tredje ikke reglerne.

»Cyklister er langt mere sårbare trafikken end bilister, og for at passe på sig selv, bør man fjerne alle distraktioner og fokusere på trafikken. Det gør man ved at have fokus på at køre på cykel - ikke på telefonen,« fortsætter Henrik Sagild.

Undersøgelsen er foretaget af Kantar Gallup for Gjensidige i juni blandt 1591 repræsentativt udvalgte danskere.