Overskudskatte smides væk som affald
Få dem dog neutraliseret, lyder opfordring fra Hittekat.dk
Dumpede katte eller katte der smides væk som affald er på ingen måde en ny oplevelse for Brita Rodam, indehaver af den private dyreværnsforening Hittekat.dk. Siden hun startede i 2005 har flere hundrede hittekatte fået en nyt hjem med hendes hjælp.
De fleste hittekatte har en historie, og oftest er den grum. Det er katte, der smides af biler i farten, efterlades ude på landet, eller dumpes på en rasteplads som tilfældet ved Langelinje.
Det er en syg indstilling, at katte ikke må koste noget. Der er udgifter forbundet med at have en kat, og folk har selv taget beslutningen om at anskaffe sig en kat. Kodeordet her er ansvar.Brita Rodam, Hitteklat.dk
»Vi kan kun gætte på, om killingerne, vi fandt på rastepladsen, er fra samme kuld. Jeg har oplevet det masser af gange at folk efterlader katte, og det bliver bare værre år for år. Hittekat.dk er desværre bare en dråbe i et uendeligt hav,« konstaterer hun.
»Folks afstumpethed er blevet større. Det er så nemt at undgå overskudskatte. Få dem dog neutraliseret. Tag til dyrelægen og få det gjort. Det er en syg indstilling, at katte ikke må koste noget. Der er udgifter forbundet med at have en kat, og folk har selv taget beslutningen om at anskaffe sig en kat. Kodeordet her er ansvar. Folk har alt for travlt med at lave killinger. Vil du have en killing, så henvend dig til et internat og bliv plejefamilie i stedet for. Internaterne vrimler med killinger,« konstaterer Brita Rodam.