Kirkeministeren roser folkekirken i Favrskov for at gå forrest i klimakampen
Folkekirkens hjerte banker for klimaet i Favrskov.
»Jeg er imponeret over, at I tager teten på noget (CO2-reduktion), som er så vigtigt for hele vores samfund. Vi kan ikke gøre det uden folkekirken, og folkekirken kan heller ikke gøre det, uden at der er nogen, som går foran med for eksempel en klimarapport som jeres. Så tusind tak fordi I har det mod. Jeg er slet ikke i tvivl om, at det bliver en inspiration hele landet over. Jeg glæder mig til at se jeres videre arbejde.«
Sådan lød det for nylig i en videohilsen fra kirkeminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) til 170 ansatte og menighedsrådsmedlemmer i Folkekirken Favrskov, der var samlet i kulturhuset Inside i Hammel til en festlig middag og temaaften om klimatiltag i Folkekirken Favrskov.
Formålet var at klæde ansatte, præster og menighedsråd på til at handle konkret på de mange grønne ideer, som bliver præsenteret i Favrskovs provstis klimarapport. Rapporten indeholder 36 forslag til at reducere CO2-udledningen med 70 procent i 2030.
»Mit håb er, at de mange nye klimatiltag på sigt bliver en del af almindelig daglig drift i folkekirken. For det er ikke nok med snakken. Der skal handling til, hvis vi skal lykkedes med at reducere CO2- udledningen. Derfor er det vigtigt, at vi følger rapporten op med konkrete handlingsplaner, som kan bruges i de enkelte sogne,« sagde provst Anders Bonde, som har været initiativtager til rapporten.
Folkekirken Favrskov er det første provsti i Danmark, som har fået kortlagt sit CO2-forbrug.
Forud for temaaftenen i InSide havde provstiets omkring 60 kirkegårdsmedarbejdere tilbragt dagen sammen på en slags rullende erfa-bustur, hvor de vanen tro besøgte en række af provstiets kirkegårde. Undervejs blev der samlet op på grønne tiltag og idéer, og der blev snakket om de udfordringer, reduktionsmålene stiller kirken overfor.