Fortsæt til indhold

Mødestedet Folkets Fabrik har for første gang fået grus i maskineriet

Djursland For Fuld Damp er kørt ud på et sidespor, mens ny ledelse skal overtage driften af Stenvad Mosebrugscenter.

Samfund

Udadtil har projektet ’Folkets Fabrik’ på Stenvad Mosebrugscenter de seneste fire år haft en pæn facade af ildsjæle, der arbejder på at skabe et moderniseret og attraktivt mødested for lokalbefolkningen.

På de indre linjer har bølgerne dog slået anderledes højt op om fyrtårnsprojektet. Et projekt der har som vision at blive det folkelige og kulturelle fyrtårn i midten af Norddjurs Kommune, og som også har vundet politisk opmærksomhed med tilsagn om millionstøtte.

Det er netop denne udvikling, som uroen bunder i.

Vendte skuden

I mere end 10 år har foreningen Djursland For Fuld Damp (DFFD) stået for driften af Stenvad Mosebrugscenter. DFFD har siden formået at vende centeret fra lukningstruet til velfungerende.

Det er blandt andet sket ved at tiltrække flere besøgende og i højere grad etablere mosebrugscenteret som et arrangementssted, hvor der blandt andet holdes masser af fødselsdage og konfirmationer.

I projektet ’Folkets Fabrik’ har den siddende styregruppe dog længe arbejdet på at udvikle både selve centeret og området endnu mere, så det både tiltrækker større interesse fra turister, men også fra lokalområdet.

Det er fantasital, som de mener, der kan skabes på turismen, og det ville jeg ikke lægge navn til.
Torben Jensen, bestyrelsesformand for Djursland For Fuld Damp

Formålet er blandt andet, at centeret åbnes mere for aktiviteter uden for museets åbningstid og eksempelvis indbyde til spontant ophold med en kop kaffe.

I chok

I den proces har spørgsmålet om, hvilken ledelse der kan opfylde den vision rejst sig.

Det skulle Kultur- og Fritidsudvalget i denne uge tage stilling til, og her endte udvalget med at beslutte, at der skal oprettes en helt ny forening, som skal stå for driften. Dermed adskilles Stenvad Mosebrugscenter fra DFFD, som altså fratages driften.

Den beslutning huer bestemt ikke formand i DFFD Torben Jensen.

»Jeg er lidt i chok,« siger Torben Jensen, inden han korrigerer sig selv.

»Nej, jeg er faktisk meget i chok. Vi har knoklet for Stenvad i 10 år og bygget noget rigtig godt op med masser af aktiviteter og arrangementer, og vi er blevet rost af både politikere og forvaltning, så jeg er virkelig rystet over den beslutning,« siger Torben Jensen.

Gik i protest

Det er landsbyklyngen Midt i Norddjurs, der har været primus motor på Folkets Fabrik. I samarbejde med Norddjurs Kommune nedsatte landsbyklyngen for omkring to år siden den styregruppe, der skulle lave en udviklingsplan for projektet.

Styregruppen skulle være bredt repræsenteret for at nå så mange interessepunkter som muligt. Således har DFFD også siddet med i styregruppen repræsenteret ved formanden og næstformanden henholdsvis Torben Jensen og Ole Nielsen.

I hvert fald indtil i foråret i år.

Her valgte Torben Jensen og nuværende leder af Stenvad Mosebrugscenter Carsten Jensen således at forlade styregruppen i protest mod de planer, der blev præsenteret.

»Jeg tror ikke på, at der kan skabes de aktiviteter, som landsbyklyngen har fortalt politikerne. Det er fantasital, som de mener, der kan skabes på turismen, og det ville jeg ikke lægge navn til. Jeg har hørt tal, der minder om dem, man har på Fregatten (Jylland, red.), og det tror jeg altså ikke på, man kan trække til Stenvad. Historien om tørven er altså ikke den mest sprællevende. Vi har igennem 10 år forsøgt at løfte stedet med et lille budget, men der er nogle mennesker, der mener, at de er meget bedre til det end os, og det har de fået politikerne med på,« noterer Torben Jensen.

Grænsen er nået

Han bemærker, at det igennem DFFD’s tid i Stenvad Mosebrug er lykkedes at skabe øget opbakning til centeret fra særligt beboerne i Stenvad og nærmeste omegn. Det er blandt andet sket igennem fællesspisninger, markedsdage og føromtalte selskaber som særligt lokalbefolkningen benytter.

Tankerne om, at centeret kan blive samlingssted for midten af Norddjurs Kommune, giver han dog ikke så meget for, og det er også en af årsagerne til, at der er kommet skår i styregruppen.

Ifølge Torben Jensen har han brugt en stor del af sit engagement i styregruppen på at høre på, at DFFD’s ledelse af centeret har været dårlig.

»Jeg har hele tiden haft indtrykket af, at landsbyklyngen ville have nogle andre mennesker ind til at lede centeret. De har hele tiden lagt op til, at centeret var dårligt ledet og derfor ikke kunne udfylde potentialet. Jeg synes, vi er blevet kritiseret for den måde, centeret er drevet på. Det har vi hørt på og tolereret igennem to år. Man kan høre på den slags kritik i et stykke tid, men på et tidspunkt, når man en grænse,« konstaterer Torben Jensen.

Urolig udvikling

I styregruppen for Folkets Fabrik sidder blandt andre Karoline Bergkvist Søgaard.

Jeg er ked af, at han oplever det som om, de ikke har gjort et godt stykke arbejde. Det har ikke været intentionen, for vi har været meget glade for det arbejde, der er lavet indtil nu.
Karoline Bergkvist Søgaard, medlem af styregruppen i Folkets Fyrtårn

Hun er også medlem af kommunalbestyrelsen for Socialdemokratiet og har således en fod i både projektarbejdet og det politiske arbejde. Karoline Bergkvist Søgaard er ligeledes en del af Kultur- og Fritidsudvalget, og har dermed været med til at tage beslutningen om at omorganisere ledelsen af Stenvad Mosebrugscenter.

Hun ærgrer sig over, at Torben Jensen har en opfattelse af, at DFFD ikke har ledet Stenvad Mosebrugscenter ordentligt.

»Vi er godt klar over, at når vi står i en udviklingsproces, så kan det skabe noget uro, men jeg er ked af, at han (Torben Jensen, red.) oplever det som om, de ikke har gjort et godt stykke arbejde. Det har ikke været intentionen, for vi har været meget glade for det arbejde, der er lavet indtil nu, og den daglige leder Carsten Jensen har også bidraget med gode idéer til den fremtidige udvikling,« fortæller Karoline Bergkvist Søgaard.

Fokus med ny bestyrelse

Hun afviser således også påstanden om, at man i styregruppen har forsøgt at ”tvinge” en ny ledelse igennem.

»Jeg kan ikke genkende, at det har været en kritisk proces over for den nuværende ledelse. Hvis der har været kritik, så har det været over for spørgsmål, man ikke umiddelbart kunne få svar på. Vi har valgt løsningen med en ny forening ud fra en intention om, at man får en bestyrelse, som fokuserer på Stenvad Mosebrugcenter og det potentiale i udvikling, som vi ser. Når man splitter tingene op på den måde, så bliver det jo op til den nye bestyrelse at beslutte, hvad der skal til for at drive det nye, men jeg kan ikke umiddelbart se, hvorfor Carsten Jensen ikke skulle fortsætte. Det er dog ikke min stol at bestemme det,« konstaterer Karoline Bergkvist Søgaard.

Lokalavisen har haft kontakt til Carsten Jensen, som er nuværende daglig leder af Stenvad Mosebrugscenter. Han vil dog indtil videre ikke kommentere på omorganiseringen af driften i centeret.