Tivoli Friheden får sur smiley og bøde
Det er helt uacceptabelt, at en bod, der sælger kaffe og is i Tivoli Friheden, for nylig har fået en sur smiley, lyder det fra direktør Henrik Ragborg Olesen.
En sur smiley og et bødeforelæg på 5.000 kroner. Det er, hvad Tivoli Friheden har modtaget, efter Fødevarestyrelsens kontrolteam ad to omgange har konstateret for høje temperaturer i et køleskab hos en kaffebod i forlystelsesparken.
Det er uacceptabelt, lyder det fra Tivoli Frihedens direktør, Henrik Ragborg Olesen, der ikke lægger skjul på, at han er ærgerlig over, at der nu hænger en sur smiley hos den pågældende bod, som udover kaffe også sælger is fra Voel Ismejeri.
Den sure smiley var helt berettiget, og nu gør vi, hvad vi kan for at få en elitesmiley tilbage.Henrik Ragborg Olesen, direktør i Tivoli Friheden
»Det er jo noget hø. Vi er et firma, som ikke kan leve med at have sure smileyer, så det er vi selvfølgelig rigtig kede af, og det er noget, vi skal have ændret på,« siger han til Lokalavisen Aarhus.
Det var i starten af juli måned, at Fødevarestyrelsen første gang opdagede, at alt ikke var, som det skulle være hos den aarhusianske forlystelsespark. I et køleskab i boden blev der målt en lufttemperatur på 9,6 grader, og med et indstikstermometer kunne kontrolteamet måle mælkeproduktet Latte Art til at være 9,5 grader varmt. Mælk, der sælges direkte til forbrugere, må ikke opbevares ved en temperatur på over fem grader, og derfor fik Tivoli Friheden dengang en indskærpelse fra Fødevarestyrelsen.
»Dengang blev vi egentlig enige om, at køleskabet havde været åbnet og lukket rigtig mange gange, så det var vores overbevisning, at det bare var et meget uheldigt tilfælde, at mælken blev målt på det tidspunkt,« fortæller Henrik Ragborg Olesen.
Det viste sig dog ikke at være tilfældet. For da Fødevarestyrelsen 30. august kom på et opfølgende besøg for at kontrollere, om forholdet var bragt i orden, blev der denne gang målt en opbevaringstemperatur i køleskabet på 11 grader. Selve mælken blev målt til at være ni grader varmt, og det førte til den sure smiley og bøden på 5.000 kroner.
Samtidig reagerede Tivoli Friheden-direktøren på det kritisable forhold. Han fortæller således, at der efterfølgende er sket en større udskiftning af køleskabe i parken.
»Det gamle køleskab var sådan et normalt husholdningskøleskab, som tilsyneladende ikke kan leve op til de krav, der skal være i en fødevarevirksomhed. Så vi har udskiftet det pågældende køleskab og køleskabe andre steder i parken til mere professionelle køleskabe,« forklarer Henrik Ragborg Olesen og tilføjer:
»Det har været en dyr fornøjelse, men det har været nødvendigt. Den sure smiley var helt berettiget, og nu gør vi, hvad vi kan for at få en elitesmiley tilbage.«