Stor interesse for seniorbofællesskab i Hinnerup
Stort fremmøde til informationsmøde om nyt bofællesskab
170 personer troppede søndag op på Herredsvej 23 i Hinnerup for at høre mere om det nye bofællesskab Under Bøgen, som er for voksne over 50 år.
»Vi er overrasket over det store fremmøde, men det bekræfter samtidig, at seniorer i dag ønsker at blive en del af et fællesskab, hvor man omgås og har glæde af hinanden i hverdagen, og hvor omtanke og respekt for naturen er fælles værdier,« fortæller udvikler Matias Juul Thorn.
Sammen med sin partner Claus Pihlmann har han selskabet Bæredygtig Byudvikling, der laver boliger med fællesskab i Aarhus og omegn. Arkitekt Kenneth Arboe fra Kaark Arkitekter fortalte på infomødet om arkitekturen, og hvordan den understøtter fællesskabet.
»Seniorer er ligeså forskellige som alle andre. Vi har udformet projektet, så der er noget for alle. Uanset om du kan lide at skrue på en gammel motorcykel, lave mad, gå i haven, deltage i kulturelle arrangementer, slappe af på din terrasse eller starte din egen aktivitet, så er det tænkt ind i projektet. Vi har endda besluttet at købe en sauna, som kan danne rammen om samvær for dem, som kan lide dette,« fortæller Matias Juul Thorn.
Under Bøgen skal være et aktivt bofællesskab med fokus på individuel frihed og interesse og respekt for fællesskabet. Projektet forventes at stå klart til indflytning om to år.