Fortsæt til indhold

Rådmænd vil undersøge muligheden for promenade mellem Aarhus Ø og Den Permanente

En ny promenade skal binde de to destinationer sammen og skabe nye muligheder for aktiviteter ved vandet, lyder tankerne fra de to rådmænd, der står bag visionsplanen.

Samfund
am

Mange har nok gået en tur rundt langs vandet på Aarhus Ø. En tur der får en forbi steder som Isbjerget, Light House, Jette Tikjøbs Plads og Sejlsportscentret. Her kan det være, at en naturlig del af ruten nu også fortsætter ned Den Permanente.

Rådmand for Teknik og Miljø Bünyamin Simsek og rådmand for Kultur og Borgerservice Rabih Azad-Ahmad oplyser i en pressemeddelelse, at de ønsker at binde Aarhus Ø sammen med den indre kyststrækning. Derfor har de to rådmænd nu sat gang i arbejdet med en visionsplan for et samlet promenadeforløb.

»Vi er kommet langt med at udvikle Aarhus Ø, men vi er slet ikke i mål endnu. Jeg synes, at det er helt oplagt, at vi undersøger, hvordan vi skaber plads til sjov og leg, og anlægger en promenade samt en god forbindelse til fastlandet og skaber oplevelser helt ud til Den Permanente, så promenaden også bliver attraktiv for andre end beboerne på Aarhus Ø. Jeg håber på masse af gode input i inddragelsesfasen,« siger Bünyamin Simsek i en pressemeddelelse.

Planen skal også undersøge, om det er muligt at etablere en forbindelse fra promenaden på Aarhus Ø til FTL-havnen (Fiskeri-, Træskibs- og Lystbådehavnen).

»Aarhus Ø er i gang med en rivende udvikling. Det er afgørende at vi får lavet en overordnet plan, som tager hensyn til både fritidsbrugere, borgere og gæster. Derfor er det helt afgørende med en grundig proces, hvor alle bliver hørt og lyttet til. Det er vigtigt at vi får alle ønsker og hensyn frem i lyset, så vi på et oplyst grundlag kan skabe de bedst mulige rammer for alle, og som sikrer, at Aarhus Ø for alvor binde hele byen og bugten sammen,« siger rådmand for Kultur og Borgerservice Rabih Azad Ahmad i pressemeddelelsen.

Jeg synes, at det er helt oplagt, at vi undersøger, hvordan vi skaber plads til sjov og leg, og anlægger en promenade samt en god forbindelse til fastlandet og skaber oplevelser helt ud til Den Permanente.
Bünyamin Simsek (V), Teknik og Miljø rådmand.

Letbane til Ø-boerne

De to rådmænd oplyser også i pressemeddelelsen, at de også vil benytte muligheden for at skabe bedre adgang til letbanen for beboerne på Aarhus Ø. De ønsker derfor, at man, med eksempelvis en tunnel forbinder Aarhus Ø bedre med resten af byen, og undersøger muligheden for at etablere et letbanestop et sted mellem molen ved FTL-havnen og Den Permanente.

»Hvis man etablerer et letbanestop et sted på strækningen, så får beboerne på Aarhus Ø cirka 500 meter til letbanestoppet. Det er cirka den samme afstand, som de havde fået, hvis der var blevet etableret et stop ved Havnebadet,« siger Bünyamin Simsek.

»Aarhus Ø skal bindes bedre sammen med resten af byen. Når nu Letbanen ikke kan komme til Aarhus Ø, er vigtigt at borgerne på Aarhus Ø nemt og hurtigt kan komme til Letbanen. På den måde kan vi undgå trængsler og kø, samtidig med at vi kan gøre noget godt for klimaet,« siger rådmand for Kultur og Borgerservice Rabih Azad-Ahmad

Aarhusianerne skal med på råd

Teknik og Miljø og Kultur og Borgerservice lægger op til en offentlig inddragelsesproces. Inddragelsesprocessen vil i første omgang fokusere på at indsamle forslag og ideer til midlertidige og permanente rekreative aktiviteter og funktioner.

Indstillingen blev behandlet i Magistraten i dag 4. oktober 2021. Det er forventningen, at planerne kan fremlægges for Aarhus Byråd i slutningen af 2022