Fortsæt til indhold

Vennerne blev begravet i Aarhus

Peder Meyhoff kender flere fra Favrskov, som af nød har valgt at blive begravet i Aarhus.

Samfund

For fire år siden foreslog daværende byrådsmedlem for Enhedslisten, Peder Meyhoff, at Favrskov skulle have en offentlig skovbegravelsesplads. Idéen fik politisk opbakning og er her fire år senere endelig ved at blive udmøntet i en skovbegravelsesplads i Nørreskov i Hinnerup.

»Det er jeg rigtig glad for, og jeg synes, det er et fint sted i en skov midt mellem høje bøgetræer. Det er ikke alle, der har lyst til at blive begravet på en kirkegård,« siger Peder Meyhoff.

Han stillede i sin tid forslaget, fordi han kendte flere i sin omgangskreds, som var døde og ikke ønskede at blive begravet på en kirkegård tilknyttet folkekirken. De blev i stedet typisk begravet på Vestre Kirkegård i Aarhus, som er en kommunal kirkegård.

For fire år siden var der ikke mulighed for at blive begravet andre steder i Favrskov end på en af kirkegårdene, og Peder Meyhoff fik byrådets opbakning til etablere en offentlig skovbegravelsesplads i Favrskov.

I mellemtiden er der kommet en privat skovbegravelsesplads i Favrskov Kommune ved Clausholm Slot, hvor man ligesom på den kommende plads i Hinnerup kan få nedsat sin urne med aske.

»Det er fint med en skovbegravelsesplads ved Clausholm, men det er også godt at få et alternativ, der ikke er kommercielt,« mener Peder Meyhoff.

Prisen for en urnebegravelsesplads i Mygind Skoven ved Clausholm og i Nørreskov i Hinnerup er begge steder lige knap 7.000 kroner.