Aarhus skraber bunden i stor idrætsundersøgelse
Aarhus Kommune er rangeret som nummer 88 ud af 93 kommuner i en stor DIF-undersøgelse af idrætsforeningernes vilkår.
Verdens største nyhed er det ikke, for det er efterhånden ganske velkendt, at Aarhus Kommune rangerer særdeles lavt på idrætsfaciliteter til borgerne i forhold til andre kommuner.
Men nu er det atter slået fast, at det halter på idrætsområdet i Aarhus.
I hvert kommunale valgår udkommer Danmarks Idrætsforbund med en omfattende undersøgelse af vilkårene for de lokale idrætsforeninger, og i år er ingen undtagelse.
En 88. plads kunne det i år blive til for Aarhus Kommune ud af 93 undersøgte kommuner (der er 98 i Danmark). Det er seks pladser dårligere end for fire år siden.
Baggrunden for rangeringen er en stor spørgeundersøgelse blandt landets mange tusinde idrætsforeninger samt objektive og statistiske tal, og ifølge undersøgelsen er Aarhus blevet lidt bedre på facilitetsfronten end i 2017.
Dengang blev kommunen på blandt andet kvalitet, mængde og dækning rangeret som nummer 87, mens det i år er blevet en my bedre med en 85. plads.
Foreningerne og DIF har også vurderet kommunens idrætspolitik og servicen, og her er Aarhus også rykket lidt frem i bussen fra en 40. til en 31. plads.
Økonomien koster
Men årsagen til tilbagegangen skal findes på frivilligheds- og økonomifronten.
I forhold til frivillige, hvor der blandt andet måles på andelen af frivillige og deres tilfredshed, er kommunen gået fra at være nummer 84 i Danmark til at være nummer 88.
Og på økonomien står det øjensynligt grelt til. DIF har kigget på foreningernes vurdering af kommunens prioriteringer og desuden set på, hvor mange udgifter den enkelte kommune har til idrætsområdet.
Her er Aarhus Kommune røget helt ned som nummer 88 fra en 74. plads i 2017.
Næstformand i DIF, Hans Natorp, opfordrer lokalpolitikerne til at gå på opdagelse i undersøgelsen.
»Velfungerende idrætsforeninger giver glade og sunde indbyggere i kommunerne. Derfor bør politikerne være optaget af at sikre gode rammer og vilkår og støtte op om de frivillige kræfter. Jeg håber, at denne undersøgelse kan være med til at sætte idrætten på dagsordenen i valgkampen,« siger han.
Landets tre andre storbyer, Odense, Aalborg og København, indtager hhv. en 86., 38. og en 93. plads.