Fortsæt til indhold

Landmand og biolog får indflydelse på spildevand i Favrskov

Landmand Christian Gylling Jensen og biolog Søren Westermann fik flest stemmer til valg i Favrskov Forsyning

Samfund
ab

Christian Gylling Jensen, Hallendrup, og Søren Westermann, Skjød, fik flest stemmer ved forbrugervalget i Favrskov Forsyning og er fra januar 2022 og fire år frem forbrugernes repræsentanter i bestyrelsen.

Af en pressemeddelelse fra Favrskov Forsyning fremgår det, at i alt fem kandidater stillede op til valget. Heidi Willisie Sønderby blev valgt ind som 1. suppleant, og Bjarne Wiese og Bodil Lorentzen som 2. og 3. suppleanter.

»Det har været fem spændende profiler, der har stillet op til valget, og jeg er sikker på, at de nye repræsentanter bringer værdifulde kompetencer ind i selskabet, der uden tvivl kan bidrage til udviklingen i Favrskov Spildevand,« siger Sara Funch, direktør i Favrskov Forsyning.

Der var i år mere end seks gange så mange stemmer som ved forbrugervalget i 2017.

»Førende spildevandsselskab«

Christian Gylling Jensen er landmand med adresse i Hallendrup. Han mener, at man i Favrskov er stærk nok til at være det førende spil

»Jeg har ambitioner om at vi i Favrskov er stærke nok til at være førende spildevandsselskab i Danmark. Hvorfor ikke gå efter at være den forsyning, der udleder mindst til det maritime miljø og får separeret spildevandet hurtigst muligt. Jeg mener, at vi er en så velfunderet kommune, at vi skal have store ambitioner. Vi skal kunne turde sammenligne os med andre,« udtaler Christian Jensen.

Han peger på, at han er relateret til landbrugserhvervet, og at man her i en årrække har beskæftiget sig en hel masse omkring vådområder og alt muligt andet.

»Parkering af vand bliver jo et stort tema i disse klimatider. Lad mig komme ind og prøve at bidrage med det jeg kan. Jeg kender meget til landmændene i området, og jeg ved at vi er en del af løsningen.«

»Formindske klimaændringer«

Søren Westermann er uddannet biolog, men har i 25 år arbejdet i en børnehave. Han har boet i området i 35 år, har godt kendskab til naturområderne, og kan bidrage med sin viden om naturen, fortæller han.

Søren Westermann. Pressefoto.

»Det er vigtigt at vi passer godt på den fremover.«

Han fremhæver håndteringen af regnvand og spildevand og dens indflydelse på naturen.

»Det påvirker også vores egen levevis og de steder, vi bor. Derfor skal spildevandet renses bedst muligt, så vi ikke forringer levevilkårene for dyr og planter i søer og vandløb. Og regnvandet skal vi nedsive, hvor det kan lade sig gøre. Og så kan vi formindske klimaændringer ved at bruge bæredygtige løsninger.«

Bæredygtighed

I pressemeddelelsen defineres bestyrelsens og de nyvalgte bestyrelsesmedlemmers arbejde således:

»De forbrugervalgte repræsentanter skal sammen med de øvrige bestyrelsesmedlemmer være med til at skabe en bæredygtig håndtering af spildevand og regnvand, der tager hensyn til nuværende og fremtidige generationer og har fokus på miljø, sundhed og økonomisk ansvarlighed. De får indflydelse på selskabets fremtidige planer og vil være med til at præge emner som klimasikring, driftsstrategier, takster og udviklingsprojekter.«