»Det bliver skidesjovt at gå til træning«
100 kvadratmeter større areal og nye avancerede træningsmaskiner i Hammel GF Sport & Fitness.
Sku’ det være en cykeltur op ad Alpe d’Huez, cykling ad en varieret skovstrækning, en frisk tur langs stranden eller en cykeltur sammen med eller mod en anden bruger et sted ude i verden. Eller hvad med en løbetur på en rute, du selv vælger på skærmen.
Midt i november åbner Hammel GF Sport & Fitness for 100 nye kvadratmeter, det vil sige fra 300 til 400 kvadratmeter, og nogle af maskinerne udskiftes med splinternye højteknologiske eGym-maskiner, der åbner for oplevelser og konkurrencer både med sig selv og andre, samtidig med at man træner.
Hammel er først af de mindste
Ifølge Majken Astrup, foreningskoordinator og coach, kan brugerne i Hammel være med på det allernyeste, når det gælder teknikker og trænings-muligheder.
»Så vidt vi ved er Hammel den mindste by i hele Danmark, der får disse avancerede eGym maskiner - top intelligente maskiner, der er caplet op på wi-fi.«
Hun forklarer, at man indstiller maskinerne efter sine personlige data, og man kan derfor ikke træne forkert på dem. Ved hjælp af computeranimation på en skærm bliver træningen samtidig en slags spil og leg.
»Det bliver skidesjovt at gå til træning,« tilføjer hun med et stort smil.
Lagres på chiparmbånd
Ved den første træning indstilles alle maskiner til brugerens højde, armlængde etc., og samtidig fastlægges vedkommendes kondition og styrke. Det hele bliver lagret på et chiparmbånd. Ved den næste træning holder man blot sit iGym armbånd op til den pågældende maskine, hvorefter den indstilles til den aktuelle bruger. Med cirkeltræning kommer brugerne hele kroppen igennem ved hver træning.
Maskinerne er udstyret med en lille skærm, der instruerer brugeren i, hvornår man skal trække, slippe og bremse. Det sikrer at man træner med det rigtige antal gentagelser og i det rigtige tempo.
Der er tale om cirkeltræning, og man kommer hele cirklen igennem på cirka 15 minutter.
Også nye Cardio-maskiner er blandt nyanskaffelserne, blandt andet to trappemaskiner. Det er opvarmningsmaskiner, der specielt anvendes til pulstræning.
Samme medlemspriser
Majken Astrup, eventchef Allan Bo Andresen og fem frivillige instruktører vil introducere brugerne til de nye herligheder. Det vil både være individuelt og ved nogle fælles introduktioner i starten.
Selv om der er tale om en kæmpe investering vælger Hammel GF Sport & Fitness at bibeholde de eksisterende medlemspriser. Kun vil det koste et engangsbeløb på 100 kroner at få det omtalte armbånd.
Der bliver flyttet lidt om på maskinerne i forbindelse med udvidelsen. De nye 100 kvadratmeter bliver indrettet til et særligt crossfitområde med stødabsorberende gummigulv, traktordæk, slædebane og nyt stort multifunktionelt rack med mere. Desuden bliver der lidt mere gulvplads til gulvøvelser.