Deler byen: Høj bro rejser sig i Lerbjerg
Lille omvej over bro i stedet for jernbaneoverskæring i Lerbjerg.
»Jo, det er da en omvej for folk i byen, der skal om på den anden side af jernbanen.«
Jens Olesen, Lerbjerg, har det lidt blandet med den bro, der i øjeblikket skyder op i udkanten af Lerbjerg i forbindelse med elektrificeringen af jernbanen og lukning af jernbaneoverskæringer. Støjen har været voldsom, specielt da der blev banket betonpæle i jorden, fortæller han, og byen har måttet sige farvel til den familie, hvis hus ligger tættest på broen. Familien valgte at lade sig ekspropriere og bor nu nord for Randers.
Også en anden beboer i Lerbjerg, Svend Høgh, er valen.
»Det er en ulempe, at vi ikke bare lige kan gå over banen til naboen. Og det var en belastning for den familie, der blev eksproprieret, det var gode venner i byen. Jeg håber, broen bliver flot - stor bliver den i hvert fald.«
Byen delt af jernbanen
Landsbyen Lerbjerg har altid været delt af jernbanen, men færdsel har hidtil kunnet foregå nogenlunde ubesværet ad jernbaneoverkørslen. Fremover skal bilister og andre firehjulede køretøjer fra Lyngå-siden ledes ud på en omvej på godt en halv kilometer ad broen for at komme ud på Hadstenvej. Cyklister og gående kan komme over på den anden side ad en slynget sti mellem broen og den bid af Lyngåvej, der bliver spærret af.
Byggeriet begyndte i maj med indretning af byggepladsen med skurby og depotplads, opsætning af skærm mod banen samt stillads og betonelementer. Henover sommeren er der blevet piloteret, og til sidst udføres ramperne og vejen.
Banedanmark, der står for byggeriet, fortæller på et skilt ved siden af anlægsarbejdet om projektet og undskylder samtidig for de støjgener, som naboerne påføres.
»Vi gør vores bedste for at tage hensyn til omgivelserne, men vi undgår ikke, at der kan opstå gener i form af støj fra det store og tunge anlægsarbejde,« kan man læse på skiltet.
Det har da også larmet gevaldigt i forbindelse med byggearbejdet, fortæller Jens Olesen, og han er lettet over, at de høje bankelyde i forbindelse med piloteringen nu er overstået.
»Men prøv og lyt. Vi kan høre bankelydene helt fra Laurbjerg,« siger han, mens han viser rundt langs byggepladsen.
Og ganske rigtigt, nu går det løs cirka tre kilometer længere vestpå ved Bidstrup, hvor der også skal bygges i forbindelse med elektrificeringen af jernbanen.
Bekymring for børn og huse
Undervejs har borgerne i Lerbjerg fået sat et fingeraftryk på vejføringen, nemlig stien for cyklister og gående, der ikke var projekteret i starten.
»Vi har både været oprørte og bekymrede over, at børn skulle ud og cykle på Hadstenvej, hvor bilerne kører alt for stærkt. Så det er en god løsning med cykel-gang-stien, så de ikke skal udenfor cykelstierne i byen for at komme over jernbanen. Det betød for mig, at hele projektet blev mere spiseligt.«
Jens Olesen fortæller, at også piloteringen har vakt bekymring hos de husejere, der bor tættest på broen, mens de omkring 2000 betonpæle blev banket i jorden. Selv kunne han godt mærke det i huset. Han er dog usikker på, om det har fået sætningsskader.
»Jeg kan ikke sige, om de revner, der var i forvejen, er blevet større - eller om der er blevet flere. Der er i hvert fald indtil videre ikke noget alarmerende.«
Når alt skal gøres op, er der i hans øjne både ulemper og fordele ved projektet.
»Træls med omvejen, men fint at vi slipper for at høre på de køretøjer - landbrugsredskaber, lastbiler og visse motorcykler der skal holde for bommene. Vi skal heller ikke høre på signalet,« konkluderer han og tilføjer:
»Vi tænker nok ikke særlig meget over det, når der er gået et stykke tid.«