Spørgeskemaundersøgelse: Vi har brug for dine tanker
Syddjurs Kommune har via e-Boks spurgt et repræsentativt udsnit af borgere om deres syn på kultur, idræt, fritid og landdistrikter.
Hvis man har fået tilsendt spørgeskemaet til sin e-Boks og endnu ikke har besvaret det, kan man nå det i løbet af de næste par dage.
Den samme undersøgelse blev lavet for et år siden, og resultaterne herfra har været en væsentlig del af udviklingen af strategier for kultur, fritid, idræt og landdistrikter.
»Vi fik en vurdering af, hvordan kommunens borgere opfatter vores kulturinstitutioner, uanset om de bruger dem eller ej. Vi har blandt andet opdaget nogle steder, hvor vi ikke har været så synlige, som vi håbede på, og det er vi i fuld gang med at forbedre,« fortæller kommunens chef for Kultur og Borger, Ole Wolf, i en pressemeddelelse.
Med den nuværende undersøgelse kan kommunen se om borgernes vurdering af området har ændret sig i det seneste år.
Jeg ser frem til at læse besvarelserne, så vi i Syddjurs Kommune kan arbejde videre med at skabe et relevant og attraktivt kultur- og fritidsliv for borgerne.Ole Wolf, chef for Kultur og Borger i Syddjurs Kommune
Ole Wolf siger videre:
»Jeg ser frem til at læse besvarelserne, så vi i Syddjurs Kommune kan arbejde videre med at skabe et relevant og attraktivt kultur- og fritidsliv for borgerne. Vi siger en stor tak til alle dem, som tager sig tid til at besvare spørgeskemaet.«