Ny festival i Hadsten: 'Musik på toppen'
Én dags musikfest ved Villa Grande i juni næste år.
En lørdag midt i juni, solen skinner, det første band går på scenen, en fadøl og så bare læne sig tilbage. Det ene band afløser det andet, snak med naboer og venner, god musik, livet er skønt ... det er lørdag, det er sommer.
Sådan håber Charlotte og Keld Sørensen, Villa Grande, det bliver for 600-800 koncertgængere eller flere, når de næste sommer inviterer til festivalen »Musik på Toppen« i Hadsten. I det ene hjørne af plænen foran deres Bed & Breakfast på Toftegårdsvej 13 opstilles lille scene, og en stor blokvognslastbil parkeret på vejen ud for hækken bliver store scene.
Både Charlotte og Keld Sørensen er fra Hadsten. Keld er desuden forankret med sin virksomhed Hadsten Maskinfabrik A/S gennem 32 år.
»Det er vores by. Vi vil gerne, at der sker noget, og at der fortsætter med at ske noget i byen. Med festivalen her starter vi en tradition - vi er slet ikke i tvivl om, at det bliver en tilbagevendende begivenhed.«
800 billetter til salg
»Musik på toppen« starter klokken 12 lørdag 11. juni næste sommer, og først klokken 23 går det sidste band af scenen. Indtil videre er der skrevet kontrakt med de lokale bands Gas-Bi-Dua, Mercury Band, Almost AC/DC samt Anne Dorthe Michelsen & Maria Bramsen med band.
Charlotte og Keld Sørensen satser på 10 bands, gerne lokale, og de tager helt sikkert telefonen, hvis nogle ringer og har lyst til at komme og optræde. Det er planen, at også mad og drikke kommer fra lokale leverandører.
I første omgang sættes 800 billetter til salg.
»Det er vores overbevisning, at 600-800 solgte billetter er en succes, men det gør ikke noget at der kommer flere.«
Frivillige er allerede begyndt at melde sig for at hjælpe, og Charlotte og Keld Sørensen har desuden tænkt sig at alliere sig med lokale foreninger til at tage sig af forefaldende opgaver som affald og oprydning. Billetter kan bookes fra uge 44.
En del af overskuddet går til Hadsten Handel.