Kejsegaarden lægger nyt tilbud til borgerne i Ålsrode
Et område på 10 hektar mellem landsby og solcellepark kan potentielt anvendes til naturområde.
Mandag aften var der valgmøde i forsamlingshuset i Ålsrode. Det kom naturligvis primært til at handle om solceller og det store solcelleanlæg, som ejerne af Kejsegaarden ved Ålsrode, Aage Nicolajsen og hans svigersøn Frederik Nicolajsen har ansøgt om at etablere.
Solcelleanlægget har mødt massiv kritik fra stort set alle indbyggerne i Ålsrode, da ifølge dem vil ødelægge både udsigten og landskabet omkring landsbyen.
På mandagens møde var der generelt en respektfuld tone i debatten, og parterne gav således også udtryk for, at dialog er vejen frem for at finde en løsning.
Her fremlagde gårdejer Aage Nicolajsen et nyt tilbud i et forsøg på at komme tættere på hinanden.
Kejsegaarden vil således stille et i alt 100.000 kvadratmeter stort areal til rådighed. Det er to arealer på henholdsvis 20.000 kvadratmeter vest for Ålsrode og 80.000 kvadratmeter syd for byen.
»Vi vil gerne stille det til rådighed for etablering af et naturområde, som borgerne skal finde ud af, hvad der skal være i. Tanken er et rekreativt område med beplantning, bænke, cykel- og gangstier. Vores tanke er, at det vil være dejligt med sådan et område helt tæt på byen,« siger Aage Nicolajsen.
Han anslår, at etableringen af området vil beløbe sig i en halv til en hel million kroner. Pengene skal komme fra den grønne pulje, som Norddjurs Kommune opretter og opstillere af anlæg til vedvarende energi indbetaler til.
Ønsker dialogen
Det rekreative område vil således komme til at ligge imellem landsbyen og solcelleanlægget i den vestlige og sydlige del, og dermed skabe mere rum mellem Ålsrode og anlægget.
Aage Nicolajsen afviser dog, at forslaget er et forsøg på at ”betale” sig til accept fra borgerne.
»Vi er lidt ærgerlige over, at det hele tiden bliver sagt, at byen bliver omringet. Mod nord og øst vil der ikke være solceller. Det hele er blevet ret sort-hvidt, og det ønsker vi ikke. Vi ønsker dialogen, og vi kan se gode fordele ved at lave sådan et naturområde. Det vil også være med til at gøre vores projekt mere lækkert samtidig med, at det vil gøre noget godt for biodiversiteten og menneskene i området,« noterer Aage Nicolajsen.
Modstandere afviser
Gruppen ’Solcellepark Kejsegaarden - nej tak’ har indtil videre ikke ønsket at gå i dialog om etableringen af et eventuelt naturområde. Det begrunder de med, at det endnu er usikkert, om solcelleprojektet bliver realiseret, hvorfor det ikke giver mening at diskutere, hvordan arealet skal anvendes.
På side 4 kan du læse meget mere om debatmødet i Ålsrode Forsamlingshus.