Stillingfirma opkøber norsk-ejet belysningskæde
Lysmesteren bliver fra 1. januar en del af Euronics Danmark A/S, der også er detailhandelshus for EL-Salg-kæden, Lyspunkt og Photocare.
Euronics Danmark A/S med hovedsæde i Stilling ved Skanderborg opkøber den norske ejede belysningskæde Lysmesteren A/S, der med sine 30 partnerbutikker i Danmark er landets største kæde af belysningsbutikker.
»Lysmesteren er et særdeles stærkt brand, som passer godt ind i vores portefølje af specialiserede detailbutikker. Vi fokuserer på butikker med en stærk lokal forankring og et højt serviceniveau, men som samtidig kræver en strømlinet og effektiv administration og online tilstedeværelse for at være konkurrencedygtige over for forbrugeren,« siger Tomas Holm Hedehus, adm. direktør i Euronics Danmark A/S, i en pressemeddelelse.
»Der er uforløst potentiale i Lysmesteren, som jeg er sikker på, at vi med vores setup og vores knowhow kan løfte sammen med kædens butikkerne og derigennem sikre, at Lysmesteren bliver en endnu stærkere aktør i den danske detailhandel,« fortsætter han.
Konsolidering
Opkøbet er en del af Euronics Danmarks strategi om at samle flere specialiserede detailkæder under samme tag for blandt andet at sikre stordriftsfordele i forhold til indkøb, logistik, markedsføring og administration.
Euronics Danmark er medlem af Euronics International, der fungerer som indkøbsfællesskab for mere end 11.000 butikker i 37 lande. Det gør Euronics til Europas største indkøbsfællesskab af forbrugerelektronik.
»Hvis vi skal udvikle detailhandlen, også uden for de større byer, kræver det, at vi konsoliderer os og skaber effektive forretningsgange. Penge alene gør det ikke - det kræver indsigt og kompetencer, og det har Euronics Danmark, og disse kompetencer skal vi yderligere udvikle over den kommende tid som en del af vores strategi,« siger Tomas Holm Hedehus.