»Vi har her hørt om ting, som du ikke selv har inde på livet«
Hanne Stender Damkjær, Løsgænger, konstaterer, at aftenen var en rigtig god mulighed for at høre om facetter af virkeligheden, som måske ikke altid er så synlige.
»Jeg synes, det er utrolig spændende og inspirerende at høre, hvad folk kommer med - det burde der være mere af. At almindelige borgere har mulighed for at møde politikerne, ville åbne politikernes øjne for flere ting fra virkeligheden. Vi har her hørt om ting, som folk står for, og som du ikke selv har inde på livet,« siger hun umiddelbart efter at have talt med den sidste borger i rækken.
Samtidig har hun haft nogle gode dialoger, der har givet hende træning i at argumentere for det, hun står for, tilføjer hun.
Ved Hanne Stender Damkjærs bord blev der blandt andet snakket om velfærd, varme hænder og indlæggelser på sygehuse i forhold til hvad hjemmeplejen kan håndtere.
Repræsentanter for en forældreorganisation fortalte, at de ønsker at kende de retvisende tal for kommunens institutioner i forhold til den reelle tid, de voksne har sammen med børnene. De kan ikke få tallene oplyst.
»Det vil jeg gerne gå ind i - hvad skyldes det at forældreorganisationen ikke kan få tallene,« siger Hanne Stender Damkjær
De øvrige emner var:
Petanquebanerne i Vrold og petanqueforeningens ønske om at bevare klubhus og bane.
Bro over banen i Stilling i forhold til trafiksikkerhed.
Bypark i Skanderborg, hvor der nu er P-plads.
Hvad tænker du om grønt miljø i gågaden?
Din prioritering af tiltag i forhold til natur og klima.
Hvorfor bruges der færre penge pr elev i Skanderborg Kommune i forhold til andre kommuner. En elev var ked af, at deres studietur til Berlin var blevet aflyst af sparehensyn. Politikere henviser til, at det er skolebestyrelsens beslutning.