Fortsæt til indhold

Mødtes på håndboldbanen: Nu fejrer de 65 års ægteskab

28. oktober 1956 blev Gerda og Knud Sørensen gift - og de er det stadig.

Samfund
csj

Gerda og Knud Sørensen kunne 28. oktober fejre deres 65 års bryllupsdag. Krondiamantbrylluppet blev fejret med 55 gæster på Pøt Mølle.

Parret mødte hinanden på håndboldbanen for 67 år siden - to år senere blev de gift.

De købte et lille husmandssted i Tulstrup, og her fik de deres første to børn ud af fire.

De sidste to unger kom først til, efter Gerda og Knud havde overtaget Knuds forældres gård i Sall i 1965.

20 køer og 100 grise passede de - altså ud over de fire børn.

Parret har holdt af at rejse - i begyndelsen var det hver for sig, mens den anden blev hjemme for at passe besætningen.

Aktive

I 1999 solgte de gården og flyttede til Præstemarksvej i Hammel, og tiden gik for Knuds vedkommende med havearbejde og masser af bøger, som blev læst.

Gerda var stadig aktiv i flere bestyrelser og også som optrædende i ’Gråspurvene’.

De begyndte nu at rejse sammen. Især til USA, hvor en datter bor. Hun var taget til Danmark for at være med til krondiamant-festen.

Flyttede centralt

I 2019 blev haven lidt for hård kost for Knud, for der er helst ikke et eneste græsstrå, som må vende forkert.

Derfor flyttede krondiamantparret ind i det nybyggede Nørreport midt i Hammel.

Her er de faldet godt til.

Det var også her, de torsdag 28. oktober satte flag op og rullede den røde løber ud. Mange af naboerne fejrede Gerda og Knud ved at sætte flag op i deres blomsterkasser rundt om på etagerne.

Med 65 års ægteskab bag sig kan Gerda og Knud bryste sig af hele fire børn, ni børnebørn, tre oldebørn og tre mere, som er på vej.