Fortsæt til indhold

Syddjurs og Aarhus kommuner er førende med nyt værktøj til demensramte

Der er stor interesse for en ny digital løsning til borgere med demens, som netop er ved at blive testet. Silkeborg, Aarhus og Syddjurs kommuner går forrest.

Samfund

Danmark er foregangsland inden for digitale værktøjer til borgere med demens.

Det står i hvert fald i en pressemeddelelse fra Danish Life Science Cluster.

Tre jyske kommuner indgår i dette efterår i et forsøg, hvor borgere tester digital CST i hjemmet. Silkeborg, Aarhus og Syddjurs er blandt de første steder i verden, hvor et så gennemført forløb med digital CST testes i borgernes hjem.

Testen er et samarbejdet mellem Brain+, Syddjurs, Aarhus og Silkeborg kommuner og VIA University College.

Brug for nye løsninger

Forsøget får stor interesse fra danske kommuner og eventuelle kommende brugere, fortæller blandt andet Rikke Gregersen, forskningsleder på VIA University College, som sammen med medarbejdere står bag forsøget.

»Mange kommuner er interesserede i denne test, fordi resultaterne potentielt kan skabe helt nye muligheder for fremtidens terapi for borgere med demens. Kommunerne er udfordrede på dette område, fordi andelen af borgere med demens vil stige de kommende år. Kommunerne er interesserede i, hvordan de med få ressourcer kan tilbyde god terapi, hvor borgerne kan hjælpe sig selv i eget hjem,« forklarer Rikke Gregersen i pressemeddelelsen.

Rikke Gregersen er forskningsleder på VIA University College og står som sammen med medarbejdere står bag forsøget

Pårørende søger værktøjer

I øjeblikket tester 35 borgere den digitale CST i et forløb på 12 uger. Demenskonsulent Merethe Lund Andresen fra Syddjurs Kommune fortæller, at hun både har oplevet efterspørgsel fra kolleger i andre kommuner og i særdeleshed fra pårørende til borgere med demens.

»Mange pårørende er meget opsatte på at støtte deres kære så godt, de nu kan, når den pårørende får demens. De vil vide, hvordan de bedst kan hjælpe, og de efterspørger værktøjer til at støtte op om den demensramtes behandling,« forklarer Merethe Lund Andresen.

Mange interesserede

Den digitale kognitive stimulationsterapi består af en app med 24 strukturerede sessioner. Via app’en bliver deltageren med demens og eksempelvis en pårørende inspireret til at tale sammen og reflektere over forskellige emner.

App’en er udviklet af virksomheden Brain+, og projektleder Bjarke L. Panduro bekræfter den store efterspørgsel efter digitale løsninger, der kan støtte den demensramte.

»Vi oplever stor interesse for vores digitale terapi-løsning. En lang række kommuner har rakt ud til os – nogle vil konkret bruge vores løsning, og andre er nysgerrige efter at vide mere om, hvordan borgerne selv kan træne deres kognition derhjemme. I øjeblikket samarbejder vi med 13 forskellige kommuner, som giver input og feedback,« fortæller Bjarke L. Panduro.

CST bliver løbende mere udbredt verden over. Derfor har Brain+ nu udviklet CST til en app, så endnu flere borgere forhåbentlig kan få glæde af den kognitive stimulationsterapi.

Gevinst for mange

Rikke Gregersen er foruden at være forskningsleder for Demensprogrammet på VIA University College også sektorrepræsentant for Folkebevægelsen for et Demensvenligt Danmark og indgår i den paneuropæiske forskningssamarbejde Interdem.

Hun fortæller, at den digitale kognitive stimulationsterapi har store perspektiver, hvis efterårets test viser gode resultater.

»For det første har vi stor tiltro til, at CST-hjernetræningen ikke kun vil have gode effekter og være hyggelig og sjovt for deltageren med demens. Men træningen vil også være en god aktivitet for den nære kontakt, og noget de kan være sammen om. Vi kan desuden håbe på, at den nære kontakt også får brugt de små grå i CST, og at dette kan bidrage til at holde demens fra døren. Herudover kan den digitale løsning kompensere for knaphed på professionelle hænder til for eksempel at gennemføre vedligeholdende CST-træning i kommunerne,« forklarer Rikke Gregersen.

En tredje gevinst ved CST-app’en kan ligge hos plejepersonalet, forudser Rikke Gregersen. Plejepersonalet kan finde inspiration i app’en – både til hvis de selv skal gennemføre CST-forløb men også til at forstå principper for nærværende dagligdagssamtaler med borgere med demens, hvor man samtidig hjælper dem med at blive stimuleret kognitivt.

Forløbet, hvor tre kommuner tester CST-app’en bliver evalueret i begyndelsen af 2022.