Fortsæt til indhold

900.000 kroner uddelt til frivillige foreninger

Alt lige fra 500 kroner til 50.000 kroner er uddelt i paragraf 18-midler.

Samfund

Medlemmerne af Social- og Sundhedsudvalget godkendte på udvalgets seneste møde, hvem der modtager årets paragraf 18-midler.

Frivillige organisationer, foreninger, netværk og andre grupper af frivillige kan ansøge om paragraf 18-midler til sociale indsatser. Formålet med støtten til sociale indsatser er at medvirke til at fremme det frivillige arbejde samt skabe gode rammer for den frivillige indsats ved at støtte en bred vifte af frivillige aktiviteter.

Tildelingen til etårige indsatser sker på grundlag af indstilling fra ’Frivilligrådet for Sociale Indsatser’, som har vurderet de indkomne ansøgninger.

Der kan søges om støtte til både etårige initiativer og flerårige udviklingsprojekter.

Der bliver uddelt 905.200 kroner til etårige initiativer til brug i 2022 og 30.000 kroner til flerårige projekter - sidstnævnte er til Hadsten Petanque Klub, som vil tage medlemmerne med på besøg i andre klubber for at afprøve nye sportsgrene.

Rigtig mange forskellige initiativer modtager paragraf 18-midler lige fra 500 kroner til 50.000 kroner. I faktaboksen ses alle de projekter, som har modtaget 20.000 kroner eller derover.