Britta Andersen stopper som direktør for Gammel Estrup
Herregårdsmuseet har gennemgået store forandringer de seneste 22 år.
Siden 2000 har Britta Andersen stået i spidsen for Gammel Estrup Danmarks Herregårdsmuseum.
Til maj næste år er er det dog slut. Britta Andersen stopper således som museumsdirektør.
Museet siger dermed farvel til en lokal ildsjæl og drivkraft, der igennem sit lange virke har udviklet herregårdsmuseet på Djursland fra et støvet stolemuseum til et internationalt anerkendt specialmuseum for hele den danske herregårdshistorie.
Jeg har sammen med mine dygtige ansatte været på en eventyrlig rejse med Gammel Estrup gennem de seneste 22 år. Stedet har udviklet sig helt fantastisk, og vi står et sted nu, hvor jeg føler, at jeg godt kan slippe tømmen.Britta Andersen, afgående direktør for Gammel Estrup
Det er med vemod, at Britta Andersen forlader Gammel Estrup, men efter et langt aktivt arbejdsliv er det tid til at lade nye kræfter tage over, siger museumsinspektøren, der fyldte 60 år tidligere på året:
»Jeg har sammen med mine dygtige ansatte været på en eventyrlig rejse med Gammel Estrup gennem de seneste 22 år. Stedet har udviklet sig helt fantastisk, og vi står et sted nu, hvor jeg føler, at jeg godt kan slippe tømmen. Jeg har gennem min karriere været meget væk hjemmefra, og nu glæder jeg mig til at bruge mere tid sammen med min mand, børn og børnebørn,« siger Britta Andersen i en pressemeddelelse.
Store forandringer
I hendes tid har Gammel Estrup tid gennemgået en fuldstændig restaurering, hvor alle rum er blevet istandsat, så de nu fortæller om generationers daglige liv på de danske herregårde, herregårdshaven er blevet genetableret med pryd- og nyttehaver med tilhørende bygninger og Skovarbejderhuset i Lunden er blevet genopført.
Museet har desuden fået udvidet sit ansvarsområde til at omfatte alle landets 730 herregårde, og Gammel Estrup har i dag et internationalt anerkendt forskningscenter og en omfattende kulturtjeneste, der udvikler tilbud til børn og unge.
Den nærmeste fremtid er også sikret på Gammel Estrup som i december sidste år fik yderligere fire år på Finansloven.
Banebrydende nyheder
Fremtiden byder nu på nye spændende opgaver på Gammel Estrup. Blandt andet skal museet i gang med en omfattende restaurering af tag og lofter, ligesom kælderen skal istandsættes og indrettes i den kommende tid:
»Kælderen under sydfløjen er ved at blive omdannet til at rumme nye brugergrupper, herunder den vigtige skoletjeneste. Desuden skal taget over alle tre fløje skiftes med masser af nye muligheder for udvikling forude. Endelig tages i det kommende halve år de første skridt til lancering af en ny banebrydende digital tyende-database med viden om alle danskeres historie, og der er et stort udviklingsarbejde i gang på den internationale arena, hvor Gammel Estrup står i spidsen for et netværk med medlemmer fra 15 europæiske universiteter og museer,« fortæller Britta Andersen.
Der igangsættes snarest en ansættelsesproces af en ny direktør, lyder det i pressemeddelelsen fra Gammel Estrup.