Grenaa Havn får millionbeløb fra grøn pulje
Penge skal være med til at sætte fart på kommunens ambitioner.
Fredag har et flertal på Christiansborg offentliggjort, at de har bevilget knap fire millioner kroner til grøn omstilling på Grenaa Havn.
Helt præcis får havnen 3,85 millioner kroner fra den statslige pulje, som samlet er på 25 millioner kroner til ’grøn omstilling af havne og omstillingsindsatser inden for fiskeri og relaterede følgeerhverv’.
Denne pulje er fra finansloven for 2021, og partierne bag er Socialdemokratiet, SF, Radikale, Enhedslisten og Alternativet. Projektet på havnen skal bidrage til, at Grenaa Havn kan blive CO2-neutral, og det er en vigitig del af Norddjurs Kommunes samlede indsats i den grønne omstilling, fortæller borgmester Jan Petersen (S).
»Den bevilligede støtte er både en anerkendelse og økonomisk velkommen i Grenaa Havns mål om en CO2-neutral Havn i 2030. Vi har som ejere af havnen en afgørende interesse i, at havnen kan nå sin målsætning klimamålsætning og dokumentere at i Norddjurs Kommune vores havn forrest i den grønne omstilling. Grenaa Havn er en væsentlig part i, at vi kan nå i mål som kommune med ambitiøse bidrag til den nødvendige grønne omstilling og netop det vil være et stærkt konkurrenceparameter for Grenaa Havn og de mange virksomheder, som blomstrer i kraft af, at vi netop har en at landets 10 største havne i Norddjurs Kommune,« siger Jan Petersen.
Større genanvendelse
Projektets formål er at understøtte og sikre, at Grenaa Havn A/S og virksomheder beliggende på Grenaa havn er CO2-neutrale i 2030, og at 90 procent af affald genereret på Grenaa havn genanvendes i 2030. Heraf hovedparten til lokal genanvendelse. Dette skal ske gennem etablering af grøn strøm på havnen med nye transformere og indkøb af to mobile landstrømsanlæg, samt implementering af genanvendeligt affaldssystem.
Det vækker også glæde hos det lokale folketingsmedlem Andreas Steenberg (R), som har fulgt udviklingen tæt.
»Jeg har besøgt Grenaa Havn flere gange og var også med til, at der kom flere infrastrukturmidler til Djursland i sommer, og jeg har også fulgt havnens visioner om at blive CO2-neutral og genanvende mere affald. Det er fremtidens job i Grenaa, Djursland, og Danmark. Derfor er jeg glad for, at der kommer godt fire millioner kroner Grenaas vej,« siger Andreas Steenberg, der er finansordfører og næstformand for Radikale Venstre og opstillet i Østjylland.