HMF leverer lynhurtigt comeback efter brand
Virksomhed i Galten har knoklet i døgndrift for at reetablere produktion
HMF i Galten har efter den voldsomme brand, der opstod i en produktionsbygning tirsdag 26. oktober, arbejdet i døgndrift for at få et overblik over skaderne, få ryddet op og kigge på løsningsmuligheder.
Således oplyser virksomheden, at HMF gennem reetablering af produktion og tæt samarbejde med underleverandører har sikret forsyningen af krandele til hovedproduktionen i Højbjerg, således at den kan fortsætte uden større påvirkninger.
Ryddet op hurtigt
På kun blot en uge er det lykkedes at arrangere nyt produktions-setup, så der ikke kommer et mærkbart dyk i virksomhedens reelle produktion. Det skyldes, at HMF har et sikkerhedslager af komponenter.
Medarbejdere fra HMF har arbejdet side om side med eksperter om oprydning og redning af maskiner, materialer, og værktøjer siden branden.
Tak for indsatsen
Administrerende direktør, CEO Jens Seehusen Christensen, er taknemmelig overfor medarbejdere, beredskab såvel som naboer.
»Jeg vil gerne takke vores projekt-team, samt alle andre medarbejdere, der også har arbejdet hen over weekenden. De har gjort det muligt, at vores ambition om at starte produktionen af vores underkomponenter op i løbet af denne uge, er en realitet«, siger han.
Jens Seehusen Christensen tilføjer en tak til alle fra oprydningsteamet samt deres samarbejdspartnere og forsikringsselskabet, som har støttet arbejdet sidste weekend.
»Sidst men ikke mindst en stor tak til alle vores naboer i kvarteret omkring faciliteterne i Galten for deres store forståelse for vores situation og oprydningsarbejdet«, betoner direktøren.
Flytter arbejdspladser
HMF har igangsat flere tiltag for at holde kranfabrikken i Højbjerg kørende. Blandt andet har nogle medarbejdere fået midlertidig arbejdsplads hos velvillige leverandører, og noget produktion er rykket til nye lokationer.
I følge Jens Seehusen Christensen ville det hurtige comeback slet ikke være muligt uden dedikerede medarbejdere og hjælpsomme leverandører.
»Vores stærke netværk af tætte samarbejdspartnere viser en stor velvillighed, hvilket betyder, at vi har mulighed for midlertidigt at flytte dele af vores produktion ud til dem, så vi sikrer forsyningerne af komponenter til vores kranfabrik på hovedsædet i Højbjerg«, siger han.
Direktøren understreger, at man ikke forventer, at branden kommer til at påvirke leveringstider bemærkelsesværdigt på sigt.