Fortsæt til indhold

Unge hærger og skaber utryghed i dansk by

I aftentimerne er bilræs og affyring af kanonslag i det centrale Aabenraa blevet hverdag for beboerne i området.

Samfund

Syd- og Sønderjyllands Politi var torsdag på gaden i Aabenraa som et led i en massiv indsats for at få stoppet den uro, der den seneste tid har skabt stor utryghed blandt byens borgere.

I aftentimerne er både bilræs og affyring af kanonslag i det centrale Aabenraa nemlig blevet hverdag for beboerne i området. Og det har vakt stor bekymring.

I aftes anholdt Syd- og Sønderjyllands Politi to personer efter kast med fyrværkeri. Desuden resulterede aftenens indsats også i 22 beslaglagte kanonslag, mens fire personer blev sigtet i den forbindelse. Ifølge politiet kaster de lokale unge, som stimler sammen på fortove og parkeringspladser, kanonslagene efter både kørende biler og borgere.

»Vi efterforsker alle hændelser og vil fortsat sende et meget tydeligt signal til de unge om at stoppe omgående. Det er en mindre gruppe af yngre mennesker, der står bag den opførsel, som vi gennem de seneste dage har været vidne til. De unges adfærd er helt uacceptabel,« siger linjechefen for beredskabet ved Syd- og Sønderjyllands Politi, politiinspektør Tage Jehn i en pressemeddelelse.

»Derfor vil vi gerne endnu engang sende et klart signal til de unge om, at det ikke tolereres, og at de skal ophøre med deres forehavende. De skal vide, at vi griber konsekvent ind for at genskabe trygheden i Aabenraa,« siger han.

Ser med alvor på sagen

Aabenraas nuværende borgmester, Thomas Andresen (V), ser med stor alvor på sagen.

Det understreger han over for Lokalavisen.dk.

»Det er til stor gene for de mennesker, det går ud over. Og helt afgjort en politiopgave, der skal løses. Men jeg vil også skynde mig at tilføje, at det ikke er et problem, man bare kan løse med et fingerknips. Politiet er dog heldigvis meget loyale og intensivt i gang med at få løst problemet. For det gælder om at få nogle af de her nøglepersoner helt ud af gadebilledet,« siger Thomas Andresen.

»Unge mødes hele året rundt, og normalt opfører de sig ordentligt ... men det med at kaste med kanonslag er simpelthen utilstedeligt. Det handler jo pludselig om folks førlighed. Og udover at det skaber larm og utryghed blandt beboerne i midtbyen, så er det jo reelt sprængstoffer, der bliver håndteret. Og det hører sig slet ikke hjemme i bymiljøet,« slår Aabenraas nuværende borgmester fast.

Villig til at se på andre løsninger

Med mindre end to uger til kommunalvalget lover flere lokalpolitikere i Aabenraa handling og erkender samtidig over for DR, at uroen i byen er et stort problem.

»Når politiet ikke har ressourcer til at være alle steder, så bliver vi desværre nødt til at ofre skattekroner på det her,« lyder det fra Jan Køpke Christensen, kandidat for Nye Borgerlige, til DR.

Køpke foreslår derfor, at kommunalt ansatte vagter fremover skal patruljere gaderne for at beskytte borgerne.

Til Lokalavisen.dk understreger Aabenraas nuværende borgmester Thomas Andresen (V), at han villig til se på andre løsninger.

»Jeg har fuld tillid til politiets indsats. Men jeg vil samtidig gerne undersøge mulighederne for andre tiltag og gerne diskutere med både politiet og byrådet, om det er noget, vi skal have undersøgt nærmere. Men kommunen må ikke selv drive et privat vagtværn. Det har vi ikke lovhjemmel til. Men når det er sagt, så kan vi bede andre om at gøre det,« siger Thomas Andresen.

»Detailhandlen føler sig nemlig også generet af det. Og her har et privat vagtværn også tidligere været på tale. Men at begynde at diskutere andre tiltag som f.eks. at spærre områder af? Så flytter vi jo bare problemerne,« siger borgmesteren.

Syd- og Sønderjyllands Politi vil fortsætte den fokuserede indsats i Aabenraa og fortsat være massivt til stede i byen.